Vælg en side

Støtte i overgangene kan være nøglen til varig forandring hos udsatte borgere

For udsatte borgere kan vejen fra ét tilbud til et andet være svær at overskue.

AlfaRehabs udkørende behandling hjælper med at få de svære overgange til at lykkes, så borgeren kan lande i en stabil ramme hvor der er ro til at tage arbejde med rusmiddelbruget.

Behandler fra udkørende behandling ved bil

Anonym rådgivning og behandling

Mulighed for betaling via din Sundhedsforsikring

Erfarne behandlere med specialviden

– Af Seth Marvin Andersen

Når koordinatoren for AlfaRehabs udkørende indsats, Rune Rasmussen, første gang træder ind i en ny borgers hjem, står én ting hurtigt klart: Det problematiske rusmiddelbrug er sjældent den eneste udfordring i borgerens liv.

AlfaRehabs udkørende behandling er et specialiseret, tværfagligt tilbud til borgere, der har størst gavn af at modtage behandling i eget hjem eller nærmiljø. Mange har en lang og kompleks misbrugshistorik og har tidligere været i andre behandlingstilbud uden at opnå de ønskede resultater.

Med sin mangeårige erfaring i arbejdet med udsatte borgere ser Rune Rasmussen især tre områder, der ofte griber ind i hinanden og gør det svært at skabe forandring: bolig og miljø, psykisk trivsel og rusmiddelbrug.

Derfor kræver det en helhedsorienteret indsats, der tager højde for borgerens samlede livssituation og arbejder på at skabe den ro og stabilitet, som kan gøre forandring mulig.

Men hvordan griber man opgaven an, når problemerne hænger sammen, og borgeren har svært ved at overskue, hvilken hjælp der er brug for?

At skabe forståelse for egen situation

– Mange er bevidste om, at situationen er skidt. De tager for mange stoffer, de har det dårligt. Måske har de qua tidligere behandlinger haft en indikation på, at der er nogle ting, der er svære, men de har stadig et behov for, at der er nogen, som kommer og samler det og er med til at beskrive det, siger Rune.

Derfor handler en stor del af arbejdet i begyndelsen af et forløb om at afdække borgerens situation og finde ud af, hvad der ligger bag problemerne. Gennem samtaler forsøger behandlerne at få overblik over borgerens ønsker og behov og undersøge, hvilke løsninger der kan fungere.

Typisk udarbejder teamet en behandlingsplan inden for de første fire uger. Planen kan løbende justeres, efterhånden som behandlerne afprøver forskellige tilgange og bliver klogere på, hvad der faktisk fungerer i praksis for den enkelte. 

Udgangspunktet er at vælge løsninger, der griber mindst muligt ind i borgerens liv. Borgeren skal selv kunne se meningen med den retning, der arbejdes hen imod.

Selv om behandlerne tidligt i forløbet kan have en idé om, hvad der vil hjælpe, er det ikke nødvendigvis en løsning, borgeren er klar til at tage imod.

 – Hvis borgeren ikke er der, så er borgeren der ikke. Så bliver man nødt til at hjælpe dem med små skridt ad gangen i en retning, hvor de begynder at kunne se det på en anden måde. Men man kan ikke forcere den proces. Det er et grundvilkår i vores arbejde, forklarer Rune.

Nogle gange betyder det, at borgeren skal videre til et andet tilbud. Andre gange kræver det et tæt samarbejde mellem flere aktører på området.

{

Hvis borgeren ikke er der, så er borgeren der ikke. Så bliver man nødt til at hjælpe dem med små skridt ad gangen

At bygge bro til den rette hjælp

Som en udkørende indsats, der møder borgerne i deres eget hjem, får Rune et tæt indblik i deres hverdag og de forhold, der påvirker deres rusmiddelbrug.

– Vi er en indsats, der kommer meget tæt på, og som ser, hvordan borgeren lever, og om de evner at opretholde en normal hverdag og udføre helt basale dagligdagsopgaver forbundet med at bo i egen bolig, som oprydning og personlig hygiejne, siger Rune og fortsætter:

– Mange har levet et langt liv i et knap så hensigtsmæssigt miljø, og mange af deres relationer er ikke de sundeste ud fra et ønske om at skabe forandring.

Han beskriver nogle af de boligforhold, han møder, som meget kaotiske og sommetider decideret sundhedsskadelige. Men selvom en boligsituation udefra kan forekomme barsk, er det ikke nødvendigvis sådan, borgeren selv oplever den.

– Nogle vil gerne blive hjemme, fordi det er dét, der er deres liv, og det føles trygt for dem. Så kan opgaven blive at tale med dem om muligheden for at få social rengøring i lejligheden, som gør det mere sundhedsmæssigt forsvarligt at bo der, siger Rune. Han tilføjer, at andre med tiden kan lære selv at varetage de praktiske opgaver efter en periode med § 85 a støtte i hjemmet.

Hånd i ryggen i overgangene

Udgangspunktet er nemlig altid at afprøve løsninger, der griber mindst muligt ind i borgerens liv. Men ved at komme i borgerens eget hjem kan den udkørende behandler få øje på støttebehov, som ellers kunne være svære at opdage.

Hvis borgeren for eksempel har svært ved at klare hverdagen i egen bolig, og hjemmefronten står i vejen for at få kontrol over rusmiddelbruget, kan et midlertidigt eller længerevarende botilbud være en mulighed.

Hvis borgeren og bevillingsgiveren beslutter, at borgeren skal flytte på et botilbud, kan den udkørende behandler være til stede på selve flyttedagen, hvis der er behov for ekstra støtte til at gennemføre overgangen.

Rune fortæller, at mange af borgerne er så belastede og pressede, at de har svært ved at overskue aftaler og finde overskud til de forandringer, der skal til for at komme videre. Det er derfor ofte i overgangen til noget nyt, at tingene falder fra hinanden, hvis borgeren står alene.

Men erfaringen viser, at hvis man kan hjælpe borgeren igennem de første svære skridt på vejen, kan man få dem et sted hen, hvor der kommer så meget stabilitet og ro på, at de kan begynde at trække vejret og langsomt vende blikket indad mod de dybereliggende årsager til stofmisbruget.

Hjælp til psykiatrien

Hos mange af de mennesker, Rune møder i sit arbejde, hænger rusmiddelbruget også tæt sammen med psykiske lidelser.

Nogle er allerede tilknyttet psykiatrien og har en diagnose, når de begynder i rusmiddelbehandling. Her kan AlfaRehab samarbejde med psykiatrien om en såkaldt dobbeltdiagnose behandling, der tager højde for sammenhængen mellem psykiske lidelser og rusmiddelbrug.

Den udkørende indsats kan også støtte borgeren i at fastholde kontakten til psykiatrien, for eksempel ved at hjælpe med at holde styr på medicinen eller følge borgeren til aftaler.

Ifølge Rune fungerer det tværfaglige samarbejde godt, fordi der er en god relation mellem tætte samarbejdspartnere på området. Der bliver regelmæssigt indkaldt til netværksmøder hvor der bliver gjort status over borgerens udvikling og de næste skridt bliver planlagt.  

Illustration af behandling af abstinenser

Succes er når borgeren får den rigtige hjælp

Rune møder dog også borgere, som endnu ikke har fået en psykiatrisk diagnose, men hvor der er mistanke om en psykisk lidelse, eller hvor borgeren selv ønsker at blive udredt.

– Lige nu har vi et nyt forløb med en borger, som har haft flere indlæggelser, men ingen konkret diagnose. Der er mistanke om en stofudløst psykose, og han har selv et ønske om at få det afdækket for at se, om han kan blive hjulpet, fortæller Rune.

For borgere med både et alvorligt rusmiddelbrug og psykiske udfordringer kan det være svært at overskue vejen til den rette hjælp. Her kan den udkørende indsats hjælpe borgeren gennem processen med at blive udredt ved at hjælpe dem med at få kontakt til de relevante instanser.

Nogle gange viser afdækningen af borgerens situation, at vedkommende er i målgruppen for psykiatriens integrerede dobbeltdiagnosetilbud. I de tilfælde kan borgeren overgå til psykiatrien, og behandlingen hos AlfaRehab afsluttes.

– Her har vores opgave været, at vi har hjulpet dem ind i psykiatrien. Vi er ikke låst fast på, at vi nødvendigvis skal være dem, der løser alting. For os er det også en succes, når borgeren er blevet hjulpet videre til den rigtige instans, understreger Rune.

{

Det afgørende er, at hjælpen bliver faciliteret på en måde, hvor de kan modtage den. Det er aldrig borgeren, der er problemet. Det er os, der skal finde nøglen.

Endemålet er værdighed

For Rune handler arbejdet med udsatte borgere grundlæggende om at hjælpe dem til at få et bedre liv. Hvordan det ser ud, findes der ikke noget entydigt svar på. Det afhænger altid af det enkelte menneske.

– Det handler grundlæggende om værdighed. At vi kan hjælpe de her mennesker til at få et værdigt liv, som de er glade for. Tit handler det om at acceptere og lære at leve med nogle af de vilkår de har med sig i livet på en måde hvor de ikke skader sig selv, men får det bedste ud af det, siger han.

Derfor er målet heller ikke nødvendigvis, at alle skal være helt afholdende. Det afgørende er, at borgeren opnår en større livskvalitet og en mere stabil hverdag. For nogle betyder det at stoppe helt med rusmidler, mens det for andre handler om at reducere forbruget til et niveau, de kan leve med. Personligt er Rune af den helt klare overbevisning, at alle kan lykkes med at skabe forandring og få et bedre liv:

– Det afgørende er, at hjælpen bliver faciliteret på en måde, hvor de kan modtage den. Det er aldrig borgeren, der er problemet. Det er os, der skal finde nøglen, siger han.

Har du brug for hjælp nu?

✓
Kontakt os anonymt og fortroligt

✓
Få en uforpligtende forsamtale

✓
Vi tilpasser forløbet til din hverdag – hjemme, online eller hos os

✓
Du kan få anonym og gratis hjælp

✓
Tag første skridt – vi hjælper dig i gang