Tilbagefaldsterapi i udkørende behandling: Behovet for en anden tilgang

– Af Seth Marvin Andersen

Efter et rusmiddelbehandlingsforløb kommer det tidspunkt, hvor man bliver udskrevet fra de trygge og skærmede rammer og igen skal stå på egne ben. Opgaven bliver nu at omsætte den viden, man har fået, til praksis i hverdagen.

For at blive klædt på til overgangen vil en stor del af et traditionelt behandlingsforløb være dedikeret til det, man med et bredt begreb kalder tilbagefaldsforebyggende terapi.

Formålet er grundlæggende at klæde folk på til at undgå eller håndtere tilbagefald ved at identificere, hvornår de er særligt udsatte og påvirkelige. Det gør man blandt andet ved at lære at identificere de advarselstegn og højrisikosituationer, der ofte går forud for et tilbagefald. Samtidig opbygger man strategier, som kan bruges, hvis man bliver presset eller oplever stoftrang.

Hvorvidt det lykkes at fastholde sin nyvundne ædruelighed på længere sigt, afhænger af mange forskellige faktorer. Mennesker, der har et højt funktionsniveau og mange ressourcer, har ofte bedre forudsætninger for at omsætte den viden og de redskaber, de har fået i behandlingen, til en varig forandring i hverdagen.

Behovet for en anden tilgang

For andre kan det være en lang og sej kamp. Der findes mennesker, der er så sårbare og udsatte i livet, ofte med dobbeltdiagnoser og en kompleks misbrugshistorik, at de har været igennem adskillige behandlingsforløb, men bliver ved med at falde tilbage i de gamle misbrugsmønstre.

Mange oplever på et tidspunkt, at de bliver trætte af at være i behandling, og de mister troen på, at det kan lykkes. For dem kan der være behov for at gentænke, hvad der tæller som tilbagefaldsforebyggende terapi.

Det fortæller Louise Koust, der er uddannet rusmiddelbehandler og har arbejdet med afhængighed og udsatte borgere i tyve år. De seneste tre år har hun arbejdet som rusmiddelbehandler i AlfaRehabs udkørende team.

Udkørende rusmiddelbehandling

AlfaRehabs udkørende behandlere tilbyder § 101-rusmiddelbehandling og substitutionsbehandling i eget hjem eller nærmiljø til borgere, der enten ikke kan, ønsker eller har nytte af at indgå i et traditionelt in-house-forløb.

Mange af borgerne i det udkørende tilbud tilhører en særlig sårbar målgruppe, som ofte uden held har prøvet andre former for behandling. Nogle er behandlingstrætte, og selvom de stadig har et brændende ønske om at leve et andet liv, er det ikke ualmindeligt, at man begynder at miste håbet og troen, når man bliver ved med at falde og slå sig.

Spørgsmålet er, hvorfor det ikke lykkes? Er det fordi borgeren er uegnet til at forandre sig, eller ønsker borgeren det simpelthen ikke nok? Ikke hvis man spørger Louise. Hun er i stedet optaget af at kigge på, om der er noget ved selve rammen om borgerens liv, der først skal ændres. Det er her, den udkørende behandling kommer ind i billedet.

At skabe de rigtige rammer

Tilbagefaldsterapi i den udkørende indsats adskiller sig ikke ved brugen af andre terapeutiske metoder. Tværtimod fortæller Louise – som selv er uddannet i KAT, MI, LØFT og metakognitiv terapi – at de udkørende behandlere også besidder de traditionelle terapeutiske værktøjer og anvender dem efter behov.

Forskellen er, at den udkørende indsats tilbyder et langsigtet og individuelt tilrettelagt forløb, hvor man kan arbejde målrettet med de rammer, der omgiver borgerens liv, så det bliver muligt at skabe de nødvendige forudsætninger for et liv uden rusmidler.

Brobygger mellem forskellige tilbud

Det udkørende team samarbejder med borgeren om at finde ud af, hvilke problemstillinger der spænder ben for dem i hverdagen.

Det kan for eksempel være, at borgerens funktionsniveau kræver, at de modtager § 85 a-bostøtte i eget hjem. Eller måske ville borgeren i stedet have mere gavn af et § 107-midlertidigt botilbud.

Andre kan have brug for støtte til at møde op i psykiatrien eller passe deres aftaler med det offentlige. På den måde fungerer den udkørende behandler også som en brobygger mellem forskellige tilbud og hjælper borgeren med at navigere i overgangene.

”Det handler om at få fundamentet på plads, så vi kan lægge en langsigtet, bæredygtig plan,” fortæller Louise.

Langsigtede intensive indsatser

Alt dette arbejde rundt om borgerne – som måske ikke altid på papiret ligner rusmiddelbehandling – er ifølge Louise netop en form for tilbagefaldsforebyggende terapi.

Det handler om at skabe de rammer omkring borgeren, der skal være på plads, før de kan lande et sted, hvor de ikke længere har behov for at falde tilbage i rusmidlerne, når de møder modgang i livet.

For udsatte og sårbare borgere, som ofte har været afprøvet i forskellige behandlingsforløb tidligere, kan netop dette intensive og dagligdagstætte arbejde være udslagsgivende for at de kan nå deres mål.

Louise forklarer, at der er nogle særlige forhold og betingelser i det udkørende arbejde, som muliggør dette.

For det første har et udkørende forløb ofte en meget længere tidshorisont. Nogle af de forløb, hvor Louise har set den største udvikling, har varet i over et år. Når man følger en borger tæt over lang tid i deres egne rammer, får man et helt unikt indblik i, hvordan deres liv ser ud, hvilke udfordringer de møder og hvordan de håndtere dem.

Det er alt sammen viden om borgeren, som man kan gå ind og arbejde målrettet med i en skræddersyet indsats.

Relationer rykker mennesker

Et andet bærende element i den udkørende indsats er den tætte og tillidsfulde relation, der opstår mellem borger og behandler, når man mødes på borgerens egen banehalvdel.

“Det giver nogle andre muligheder at arbejde uden for de kliniske rammer. Man kommer hinanden ved på en helt anden måde, når man sidder i fodenden af deres seng, fordi de ikke har nogen sofa. Det gør, at paraderne falder lidt hurtigere. Man kommer tættere på og kan hurtigere danne en relation,” fortæller Louise.

Relationen spiller også en afgørende rolle, når det handler om at forebygge tilbagefald. I en traditionel behandling lærer borgere ofte, at de skal række ud efter hjælp, hvis de pludselig får det svært. Men mange af de borgere, Louise møder, kæmper med ensomhed og har aldrig fået opbygget et netværk, de kan trække på, når livet bliver svært.

“I et nyopstartet forløb handler de første måneder derfor meget om relationen. Jeg skal gøre mig fortjent til, at borgeren vil lukke mig indenfor. Det gør jeg ved at gøre mig relevant for borgeren, så de kan finde ud af, hvad min funktion er, og hvad de kan bruge mig til. Så jeg bruger meget tid på at lære borgeren at kende og være nysgerrig på dem som menneske.”

At være der, når det bliver svært

Den tillidsfulde relation til borgeren betyder, at behandleren sommetider kan træde til som den støtteperson, borgeren kan række ud til, når tingene bliver svære, og før de enten er landet i en ramme, hvor de modtager den rette støtte, eller selv kan stå på egne ben.

Derfor har det udkørende team også altid en telefon på sig, så borgerne kan få fat i dem, hvis de pludselig får brug for det.

Det styrker relationen, fortæller Louise, at borgerne ved, at de altid kan ringe eller sende en sms, hvis det brænder på. Det betyder også, at man kan tage hånd om svære situationer, mens de opstår, og før de vokser sig større.

”Der er rigtig meget, de kan henvende sig med. Det kan være, at en borger står og er ved at tage et tilbagefald, og at vi faktisk får stoppet det i øjeblikket, eller at borgeren er psykotisk, og jeg kan ringe til psykiatrien og få sat noget i gang, før det bliver endnu værre,” siger Louise og forklarer, at det på sigt giver mere stabilitet i forløbet og kan være med til at forebygge en masse oprydningsarbejde senere hen.

Fleksibel støtte kan forhindre tilbagefald

For eksempel fortæller Louise, at hun forleden modtog et opkald fra en borger, som hun har samarbejdet med i over et år.

Den unge kvinde, som har en meget tung misbrugshistorik, ringede til Louise om aftenen, fordi hun følte sig utilpas under en social sammenkomst på sit nye bosted. Da hun trådte udenfor, fik hun øje på et supermarked, hvor hun kunne købe alkohol for at dulme ubehaget. I stedet besluttede hun sig for at ringe til Louise.

“Har du lige tid?” spørger hun først, og så begynder hun at forklare situationen.

Og det er ikke altid, at Louise selv behøver at sige særligt meget. Nogle gange er det nok bare at give folk et rum, hvor de kan ventilere og få sagt tingene højt.

Alene ved at ringe til nogen og sige højt, at man har lyst til at drikke og er tæt på et tilbagefald, spænder man ben for sig selv og gør det sværere at gå hen og købe alkohol bagefter. Det kan i sig selv være med til at dæmpe trangen, og derefter kan man sammen lægge en plan for, hvordan hun kommer godt igennem resten af aftenen.

Louise fortæller også om en borger, der døjer med meget vrede og har svært ved at regulere sine følelser. Han kan finde på at ringe til hende, hvis han har haft et skænderi og ikke ved, hvordan han skal reagere.

Selvom det ikke direkte handler om stoftrang, kan det at få lov til at italesætte de svære følelser i øjeblikket forhindre, at situationen kommer ud af kontrol, og at han igen ender et sted, hvor han er i fare for at falde i.

Da hun første gang mødte ham, var han behandlingstræt og opgivende efter at have været i et langt gruppeforløb. I dag har han været stoffri i 14 måneder.

“Det er noget af det, som jeg synes, vi er lykkedes med. Vi har nogle gode, lange forløb med borgere, som har været afprøvet andre steder før, uden held.”

Tilbagefaldsterapi med et nyt blik

Ifølge Louise er disse eksempler med til at understrege, at der er behov for at gentænke, hvad der tæller som tilbagefaldsterapi i arbejdet med udsatte borgere.

”Vi kan godt være lidt gammeldags i vores forståelse af tilbagefaldsterapi. Jeg tror, vi skal se på det med nogle andre øjne,” siger hun og understreger, at en af de vigtigste ingredienser, der skal på plads, før man kan lykkes med at skabe varig positiv forandring i livet, er, at man finder en ny mening og retning, som kan udfylde det tomrum, der opstår, når man lægger rusmidlerne fra sig.

”Jeg oplever tit, at folk, der bliver udskrevet fra behandling, kommer hjem, og så kan de måske holde det på knoerne for en stund. Men hvis man ikke har fundet en ny mening med livet eller noget langsigtet at arbejde sig hen imod, så ender man på et tidspunkt med at falde tilbage.”

”En ting er at stoppe med at tage stoffer. En anden ting er at øve sig på at være i verden uden stoffer. Det er dér, det hårde arbejde begynder.”

Livet efter rusmidlerne

Derfor handler tilbagefaldsterapi ifølge Louise også grundlæggende om at hjælpe mennesker med at finde en ny mening og retning i livet.

”Ikke noget, som jeg synes giver mening, men noget, som borgeren synes giver mening. Et andet sted, hvor de kan finde mening og værdi end i stofferne. Det tror jeg er det første skridt i forhold til tilbagefaldsforebyggelse. At der bliver nødt til at være noget andet at hente i livet end at tage stoffer.”

Et af hovedmålene for behandlingen er derfor at samarbejde med borgeren om at finde frem til, hvilke små skridt der skal tages for at bevæge sig hen imod det mål, og samtidig huske at fokusere på de små succeser, der opstår undervejs.

Det kan tage lang tid, og der kan ofte opstå mange bump på vejen. Men for mennesker, som har været afprøvet andre steder uden held, kan netop denne vedvarende, fleksible og langsigtede indsats være den hånd i ryggen, som de altid har manglet.

Læs mere

• Udkørende misbrugsbehandling – For rusmidler og medicin
• Udkørende substitutionsbehandling
• Tilbagefaldet og den forebyggende terapi – Hvordan selvdestruktive forsvarsmekanismer spænder ben for varig glæde
• Når terapi ikke ligner terapi – Relationsarbejde i den udkørende indsats