Når terapi ikke ligner terapi – Relationsarbejde i den udkørende indsats

Hvert år bliver tusindvis af danskere indskrevet i behandling for alkohol-, stof- eller spilmisbrug. Mange fortæller bagefter, at noget af det vigtigste for dem under forløbet var at møde andre i samme båd og kunne spejle sig i deres historier og problematikker.

Men der findes også en sårbar målgruppe – ofte dobbeltdiagnosticerede og med mange års massivt misbrug – som ikke har mulighed for, eller gavn af, at være i det klassiske terapeutiske rum, hvor det er en forudsætning, at man kan møde op på et bestemt tidspunkt og sted og indgå i et forløb med andre mennesker.

Mange af disse borgere har afprøvet forskellige former for traditionel behandling, men uden held. Det er netop her, den udkørende indsats hos AlfaRehab kan træde til.

”Vi tager terapien ind i borgerens egen verden og starter med at skabe forandringen dér, hvor de er. Og så tilpasser vi forløbet, så det bliver indrettet på en måde, hvor de kan være i det og have en oplevelse af, at det faktisk hjælper.”

Det fortæller AlfaRehabs udkørende behandler, Lasse Zacharias Beell, som i mere end et årti har arbejdet med mennesker med afhængighed og forskellige psykiske diagnoser som autisme og ADHD.

Fleksibilitet og omstillingsparathed

Lasse forklarer, at det er et grundvilkår ved den udkørende indsats, at man skal være meget fleksibel og omstillingsparat efter borgerens behov. Mange af de mennesker, han møder, har ikke en fast døgnrytme på grund af deres misbrug, og derfor kan meget af behandlingen ende med at ske på skæve tidspunkter.

”Vores opgave er at møde borgeren dér, hvor det mentale overskud er,” siger Lasse og understreger, at man også individuelt tilpasser selve behandlingsstedet for at imødekomme borgeren.

”Terapirummet er ikke altid hjemme ved borgeren. Mange vil også gerne ud fra hjemmet. Nogle kan godt lide at have samtaler i bilen. Vi laver mange ledsagerordninger, f.eks. hvis der er en, der skal have hjælp til at holde fast i noget somatisk på hospitalet eller i psykiatrien, og så kan samtalerne foregå i bilen på vej frem og tilbage. Så vi bevæger os meget i deres verden,” forklarer han.

Selvom mange af borgerne kæmper med lignende udfordringer, er indsatsen altid individuelt tilpasset. Derfor starter et udkørende forløb med en stabiliserende fase, hvor borger og behandler sammen afklarer, hvilke mål de vil arbejde hen imod, og hvilken retning forløbet skal tage.

En ærlighed, som går begge veje. Borgeren skal være i stand til at tale åbent og ærligt om sine problemer og udfordringer uden at føle sig dømt og vurderet.

Ligeledes skal behandleren være i stand til at tale åbent om de problemstillinger, der observeres hos borgeren, samtidig med at borgeren ved, at det kommer fra et godt sted med de bedste intentioner.

Når borgeren sætter rammerne

For det andet er det vigtigt, at relationen er baseret på respekt og ligeværdighed. Ifølge Lasse er en af styrkerne ved den udkørende behandling, at borgeren fra start har stor indflydelse på forløbet og selv er med til netop at sætte rammerne for tid, sted og indhold.

”Dét, at de er med til at sætte rammen for, hvor vi mødes, betyder, at der er en højere succesrate for, at vi overhovedet mødes. Mange af de her personer har ikke tidligere haft succes med at møde op og være i de forløb, de har været indskrevet i.”

Medbestemmelsen har samtidig betydning for relationen mellem borger og behandler. Når borgeren er med til at definere rammerne, skaber det en større oplevelse af ligeværdighed fra begyndelsen

”Ligeværdighed er fundamentet for, at vi kan skabe en relation, og relationen er fundamentet for, at vi kan arbejde med de dybereliggende problemstillinger. Derfor er det så vigtigt, at borgeren selv er med til at sætte rammen.”

Udover de praktiske rammer trækker Lasse også på en række menneskelige og personlige redskaber for at skabe et godt samarbejde med borgerne.

At skabe tryghed og tillid

For Lasse starter relationsarbejdet allerede ved den første kontakt. Han prioriterer altid at få det første møde i kalenderen hurtigst muligt, fordi det sender et tydeligt signal om, at borgerens situation bliver taget alvorligt. Den form for signalværdi er et vigtigt redskab i arbejdet med at skabe tryghed og tillid.

Når den indledende kontakt er etableret, handler de første mange møder om at lære hinanden at kende og komme i øjenhøjde.

”Det starter helt småt. Vi går ikke direkte på de første par gange. Nogle gange spørger jeg: Hvornår har du egentlig sidst fået mad? Og så kan det være, at vi tager ud at spise en sandwich,” fortæller Lasse.

Hvis køleskabet er helt tomt, kan Lasse finde på at tage ned og købe lidt ind. Det handler om at drage omsorg og støtte op om nogle helt basale behov, som alle mennesker har, men som mange af de her borgere ikke er blevet mødt i – nogle gange i årevis.

Personlig og professionel, men aldrig privat

En af Lasses styrker i det indledende relationsarbejde er, at han kan trække på sin egen fortid som misbruger med kendskab til kriminelle miljøer. I dag har han været afholdende i mere end 10 år, men gennem godt halvdelen af sit liv har han selv været aktiv i misbrug.

”Når jeg møder et andet menneske, er der et eller andet, der er usagt imellem os, et eller andet, som vi kan mærke på hinanden. Jeg ved, hvor de er, og de kan mærke på mig, at jeg har været dér, hvor de er. Jeg behøver ikke at stille en masse spørgsmål og gå i dybden med hele deres situation, for jeg har faktisk ret hurtigt en god fornemmelse af, hvor de er henne i deres liv.”

Peer-to-peer

I fagtermer kalder man tilgangen peer-to-peer, når mennesker med egne levede erfaringer støtter andre i lignende i situationer.

Det kan være med til at skabe en relation, der er præget af genkendelse og ligeværd, og forskning peger på, at dette kan styrke borgerens oplevelse af empowerment og handlekraft, bidrage til et mere positivt selvbillede samt fremme håb og motivation til at afprøve nye veje.

Lasse oplever især, at peer-to-peer tilgangen kan være positivt i arbejdet med mennesker, som ofte har slået sig på behandling før, fordi de måske har skullet sidde og forklare sig over for nogen, som ikke har noget kendskab til rusmidler, og hvor et svar ofte har affødt ti nye spørgsmål.

”Derfor er der rigtig mange, som synes, det er rart, at jeg kommer ud og selv har en historie. Det viser, at det godt kan lade sig gøre, og samtidig at jeg har gået en vej, som de selv skal til at gå. Det betyder ikke, at jeg kan vise dem deres vej, for det vil aldrig være den samme vej, men det betyder, at jeg har en god idé om, hvad det er for en retning, vi skal prøve at bevæge os hen ad.”

Når terapi ikke ligner terapi

Over det sidste år har der været stor vækst i det udkørende team, som har fordoblet antallet af medarbejdere. Når nye medarbejdere kommer til, bliver der lagt stor vægt på deres evne til at skabe og være i relationer.

For det er netop når borgerne begynder at trække på den tillid, man har fået skabt, at man begynder at se udvikling i forløbet.

Lasse fortæller, hvordan han blev ringet op af en ung fyr en hverdagsaften klokken 22, da han var på vej ud for at gå en tur med hunden. Fyren sagde over telefonen, at han havde penge i hånden og skulle til at bruge dem på stoffer, så Lasse satte sig ind i bilen med hunden, kørte ud og hentede den unge fyr, og så kørte de en aftentur i hundeparken, hvor de fik en samtale.

For den unge mand betød det, at han ikke tog et tilbagefald, og for Lasse betød det, at han undgik mange uger med oprydning og stabiliserende arbejde om borgeren.

Terapi ad bagveje

Det er i øjeblikke som disse, hvor man er helt taget ud af de kliniske rammer og i langt højere grad har en direkte menneskelig relation, at rigtig meget af det terapeutiske arbejde kan finde sted.

Det er her, man kan tale om, hvad det var, der skete, siden det næsten endte i et tilbagefald, og pludselig kan man åbne op for temaer som tilknytning, relationer, grænsesætning og egenomsorg.

Lasse fortæller, at borgerne nogle gange kan have en aha-oplevelse fire måneder inde i et forløb, når han spørger dem, om de ved, hvad den kognitive diamant er, og de finder ud af, at de allerede kan navigere rundt i den, fordi de ubevidst allerede har lavet kognitiv adfærdsterapi.

Forskellen er, at det aldrig er blevet italesat som et direkte krav, at nu skal der laves kognitiv adfærdsterapi. For nogle mennesker er den her bagvej den eneste måde, de kan få det ind på, selvom sådanne processer kan være sværere at måle og dokumentere.

En solid værktøjskasse

Det betyder ikke, at det udkørende team ikke har godt styr på den klassiske terapeutiske værktøjskasse. Tværtimod arbejder Lasse dagligt med afsæt i flere faglige metoder:

Low arousal anvendes til at forebygge og nedtrappe stress og konflikter gennem en rolig og afstemt tilgang.

Med kognitiv terapi arbejdes der med sammenhængen mellem tanker, følelser og handlinger, mens motiverende samtale (MI) bruges til at styrke borgerens egen motivation for forandring.

Psykoedukation bidrager til øget forståelse af egne reaktioner og udfordringer, og narrativ terapi hjælper borgeren med at udvikle mere nuancerede fortællinger om sig selv og sit liv.

Derudover indgår tilbagefaldsforebyggelse som en central del af indsatsen, hvor der arbejdes med at identificere risikosituationer og udvikle strategier til at fastholde positive forandringer.

Det særlige ved den udkørende indsats er, at metoderne ofte bliver anvendt naturligt i konkrete situationer i borgerens dagligdag.

På papiret ligner det måske ikke altid terapi i klassisk forstand, men netop denne tilgang rummer en særlig styrke i arbejdet med mennesker, som ikke har gavn af traditionelle behandlingsforløb.

Visheden om, at det kan lykkes

”Der er rigtig mange, som lykkes og kommer igennem på trods af nogle massive udfordringer. Det er jeg meget stolt af faktisk,” siger Lasse, som finder det livsbekræftende at se, hvordan et menneske, der for blot 9 måneder siden var i en så akut situation, at de var ved at dø, pludselig kan være et helt andet sted.

”Jeg bliver motiveret og får energi, når jeg møder folk nogle svære steder, men jeg kan se en vej ud af det, som de ikke selv kan se. Det er ens positive erfaringer fra før, som gør, at man ved, at der findes en vej ud, og at man kan kigge folk i øjnene og fortælle dem, at om et år kan de være et sted, hvor de vil kunne kigge tilbage og slet ikke kunne genkende sig selv.”

Læs mere

• Udkørende substitutionsbehandling
• Udkørende misbrugsbehandling – For rusmidler og medicin
• Peer-støtte kan give handlekraft og håb