Støtte til pårørende:

Af hensyn til venner og familie, fortæller Henriette sin historie under et dæknavn. AlfaRehab er bekendt med hendes sande identitet.

Henriette vil gerne dele sin historie, fordi hun tror på, at jo mere vi deler med hinanden, jo bedre et sted vil verden være.

Hendes historie, ligesom mange andres, handler om at være pårørende til en kær, der kæmper med en rusmiddelafhængighed.

Hun ved ikke med sikkerhed, hvor længe hendes voksne søn har haft et ketaminmisbrug, men hun ved, at det hænger sammen med en tragisk ulykke, der fandt sted for et år siden, og som har ændret deres liv.

Hun beskriver sin søn før ulykken som en velfungerende, veluddannet og veltalende ung mand, der har rejst verden rundt og haft succes som selvstændig.

I dag er han flyttet hjem til hende i en toværelses lejlighed, imens de afventer klarhed om, hvad fremtiden byder.

Det er her, Henriette har fundet ud af, at det ikke kun er hendes søn, der er flyttet ind i hjemmet: Han har taget et uhyre med sig.

Følelsesmæssig rutsjebane

“Det har været svært,” fortæller Henriette, “ligesom en følelsesmæssig rutsjebane. Han prøver alt, hvad han kan, men den afhængighed eller trang, eller hvad det er, er større end det, han lover mig og hans behandler, så jeg er både bange, ked af det, og nogle gange er jeg rasende – måske mest på mig selv, fordi jeg føler at jeg ikke kan hjælpe.”

“Jeg prøver at fortælle ham, at jeg elsker ham, men at jeg ikke elsker uhyret, der næsten dagligt overtager hans krop. For det kan jeg aldrig acceptere,” siger en berørt Henriette, som kortvarigt giver slip på tårerne, der har samlet sig i øjnene.

Henriettes historie er et eksempel på, hvordan en afhængighed ikke kun påvirker den enkelte, men i lige så høj grad de pårørende omkring mennesket.

Psykisk trivsel

Mange pårørende fortæller, at afhængigheden giver dem psykiske mén i form af stress, angst og depression, som bliver affødt af en konstant følelse af skyld, hjælpeløshed og bekymring for deres elskede.

“Jeg føler ikke, at jeg har noget personligt liv længere,” siger Henriette.

“Selvfølgelig har jeg nogle gode veninder, som jeg taler i telefon med og mødes med nogle gange, men når jeg kommer hjem fra arbejde om aftenen, ved jeg aldrig, hvad der venter på mig.”

Hun husker især en slem aften, hvor hun kom hjem og fandt sin søn så påvirket, at hun så sig nødsaget til at ringe 1813 og få en ambulance til at køre ham på psykiatrisk afdeling.

“Jeg kunne se, at han var mere påvirket, psykotisk og forvirret end hvad jeg kan klare at falde i søvn til, uden at være bange for, at han kunne få respirationsproblemer om natten eller finde på andre ting.”

Medafhængighed

I dag fortæller Henriette, at hun lider under en form for medafhængighed, hvor hun konstant tænker på sin søn og hans problemer.

Hun beskriver det som et uendeligt tankemylder, hvor hendes tanker konstant kredser om, hvor han er lige nu, hvor meget han har taget, og hvad der skal ske med ham i fremtiden.

“Du kan skrive hele bøger med alle de fantasier, du har, mor,” driller hendes datter hende, og selvom hun rationelt godt ved, at meget af det er vild fantasi og forestillinger, kan det være svært at afbryde tankestrømmen.

Tab af tillid

“Det værste er, at jeg har mistet tilliden til min søn. Hele tiden at skulle være på vagt og mistænke alt, hvad jeg hører, gør ondt på mig og ødelægger vores relation. Angsten for at miste fylder også meget.”

Selvom hun inderst inde ved, at hun aldrig vil gøre alvor af det, indrømmer hun, at der har været øjeblikke, hvor hun har tænkt: Jeg har levet mit liv, og hvis jeg ikke vågner i morgen, vil det være en lettelse.

Det er så tungt, hendes sind kan være på dage, hvor det er særligt svært. Men det er heldigvis kun en lille del af historien.

Henriette insisterer nemlig på retten og muligheden for at leve et godt liv, og for at lykkes med det må hun – ligesom andre pårørende – navigere en svær balance mellem at fortsætte sit eget liv, imens hun støtter og viser omsorg for sin søn.

Glem ikke glæden i livet

For at genfinde glæden i livet og få sit privat- og arbejdsliv til at hænge sammen, har Henriette fundet en række forskellige metoder og redskaber, som hun bruger i hverdagen.

To gange om dagen finder hun et roligt øjeblik for sig selv, hvor hun sætter sig ned og mediterer. Det hjælper med at finde en indre ro og sætte tankemylderet på pause.

Faktisk har det været så hjælpsomt for hende, at det nærmest er blevet til en lille afhængighed, siger hun med et smil.

Hun rejser også meget, fordi det er en vigtig del af hende, og en af hendes måder at fungere på. Det er vigtigt, fortæller hun, at man holder fast i sig selv og fortsætter med at gøre de ting, der betyder noget for én.

“At sørge for sig selv er det grundlæggende. Hvis man ikke selv er rask, kan man ikke hjælpe andre.”

Støtte til pårørende

Samtidig er det meget vigtigt, at man ikke går alene med det, fordi så bliver man kun mere syg, fortæller hun.

Derfor er hun med i en pårørendegruppe hos AlfaRehab, hvor hun en aften om ugen mødes sammen med andre pårørende, der befinder sig i lignende situationer.

“Hvis man har lyst til at dele noget, kan man tale. Ellers må man gerne bare sidde og lytte. Men der er tavshedspligt, og atmosfæren er så tryg, at der sjældent er nogen, der ikke har fået lyst til at dele sin historie.”

“Jeg kan huske, at i starten var det ikke mig, der snakkede, men når man har siddet der og lyttet til historier fra andre mødre, kærester og søstre, så kan man godt nærmest se sig selv som den person. Og så får man lyst til også at fortælle sine egne ting.”

Råd til pårørende

“Hvis man deler sine tanker og følelser, så letter det kroppen. Man bliver roligere og danner andre hormoner end den kortisol, som pumper, hvis man hele tiden er stresset og på vagt og går rundt alene med denne byrde,” siger hun.

Det har gjort en stor forskel for Henriette at lytte og spejle sig i andre og have et rum, hvor hun trygt kan dele sine oplevelser og følelser.

Det betyder, at hun i dag græder mindre, og at der er kommet mere ro på tankemylderet.

Hun lærer også at forstå sine egne følelser og reaktioner i situationer, hvilket gør, at hun både kan passe bedre på sig selv og samtidig være bedre til at vise omsorg for sin søn.

“Når vi fem gange har talt om den vrede, jeg føler, er jeg blevet mindre vred med tiden, fordi jeg ønsker ikke at være vred. På en måde tæmmer man sig selv i nogle ting, når man fanger det, for faktisk er det slet ikke vrede, vi taler om. Jeg kan nu se, at min vrede og raseri egentlig er frustration, sorg og angsten for at miste.”

Det betyder, at Henriette i dag er et sted, hvor hun kan sige, at hun har en smule håb.

At give slip

”Jeg håber at han bliver rask, så kan han bruge sine ressourcer og ‘give tilbage’ ved at hjælpe andre i samme situation,” siger Henriette.

Hun er overbevist om, at hendes søn kan bekæmpe dette uhyre. Men samtidig er hun afklaret med, at hvis han vælger at fortsætte med afhængigheden, så er det hans egen beslutning. Det er nemlig hans eget liv.

”Det hele handler om på et eller andet tidspunkt at give slip – ikke at give op, men at give slip. Fordi i sidste ende er det ikke os, der bestemmer andre menneskers liv.”

”Den afhængige skal selv gå vejen, men min erfaring er, at de ikke kan gøre det alene. Derfor må familie, venner og ikke mindst professionelle hjælpe dem, når de rækker ud. For man kan kun hjælpe en, som ønsker hjælp. Det samme gælder alle os pårørende, da vi er en vigtig del af den afhængiges liv.”

Læs også

• Pårørende, den glemte halvdel i et misbrug
• Livet som pårørende
• Pårørende til misbruger: Få råd og vejledning