Livet som pårørende:

Et dilemma om skyld, skam, grænser og egen afhængighed

Mange pårørende opsøger AlfaRehab for at finde ud af, hvordan de kan hjælpe en nær person ud af et overforbrug og samtidig selv overleve.

Stille og roligt opdager de, at det er svært at gøre andre clean. Med det udgangspunkt er der dog meget, man kan gøre som pårørende.

Landsdækkende behandlinger

Behandling 24/7 alle ugens dage

Vi hjælper flere hundrede årligt

Sundhedsfaglige behandlere

Her tales om

Artiklen beskriver hvordan du som pårørende kan tænke og føle

Her fortælles også om hvordan du kan få den hjælp og støtte du har behov for.

Af Hanne Birgitte Jørgensen

To erfarne behandlere fra AlfaRehab svarer på spørgsmål om, hvad man kan gøre som pårørende til et menneske med et problematisk forbrug af rusmidler og spil.

– De pårørende kommer ofte, fordi vi skal hjælpe dem med at få deres kære til at stoppe deres misbrug. Hvordan får jeg min søn, kæreste, datter, mor, far til at lade være med at drikke/misbruge. De leder efter en redskabskasse.

– De håber, at hvis vi går de her trin, så stopper misbruget. Og så er de megabange for at gøre noget forkert. De spørger, hvordan de undgår at deres kære drikker, tager stoffer eller spiller endnu mere, hvis nu de selv forsøger at ændre noget.

– Det er ofte udgangspunktet for at de ønsker at deltage i gruppen.

Sådan fortæller Sanne og Bodil, facilitatorer i AlfaRehabs pårørendegruppe for voksne. I de stille og hyggelige lokaler hos AlfaRehab, mødes pårørende hver mandag for at udveksle erfaringer og tale med de to, som leder grupperne. Tilbuddet er gratis. Man skal bare ringe på (45) 35 35 35 81 først.

Der er masser af Kleenex, slik og te og en synlig lettelse hos pårørende, som føler, at de endelig er et sted, hvor de kan tale om deres frustration og ulykke over at være pårørende til en person med et for stort forbrug.

Genkendelse, anonymitet og tavshedspligt

Der er også genkendelse, når en betror sig til de andre i gruppen om hvordan de forsøger at klare hverdagen med deres kæreste/barn/forælder med misbrug. Men der er ingen løftede pegefingre og ingen facitliste.

Lederne af gruppen, Bodil og Sanne, svarer her på spørgsmål og fortæller om arbejdet i gruppen og andre grupper for pårørende. De oplever, at der er for få tilbud til pårørende og det var baggrunden for, at de i AlfaRehab for omkring fem år siden startede en åben gruppe for pårørende.

I gruppen er alle anonyme og der er tavshedspligt. Som regel starter en af de pårørende med at fortælle om noget, som fylder.

De øvrige deltagere stiller spørgsmål sammen med Sanne og Bodil. Men deltagerne skal selv efterspørge det, hvis de ønsker gode råd.

De pårørende kommer for at få hjælp

– De pårørende har det som regel helt ad helvede til, for at sige det ligeud. Typisk tager det rigtig lang tid for folk at søge hjælp. De er flove, og de forstår måske heller ikke helt, hvad der sker. Det kræver overvindelse at træde ind ad døren. Ofte har de slidt i lang, lang tid, nogle gange flere år.

– Alene det at møde andre i samme situation kan føles som en støtte. Lige så stille begynder vi at undersøge, hvordan de selv kan være i det:

  • “Hvordan får du passet på dig selv i noget, der er så svært at være i?”
  • “Hvor synes du, at du gør noget godt – og hvor kunne du godt tænke dig at ændre på noget, fordi det har været så opslidende og svært, og du har overskredet dine egne grænser mange gange?”

Man opdager ikke misbruget

De erfarne behandlere fortæller:

Der sker det at grænserne viskes efterhånden ud. Det kommer lidt subtilt i starten. Måske har man ikke engang opdaget misbruget. Der er bare en adfærd, man ikke rigtig forstår. Alle i familien prøver at rette lidt ind for at få harmonien tilbage.

Det kan være noget med lige at låne lidt ekstra penge eller at man ser gennem fingre med, at man er lidt for meget væk fra uddannelsen eller ikke er med til familiebegivenheder. Almindelige ting, man har gjort sammen tidligere, stopper. Der går lidt tid, før man som pårørende lægger mærke til, at der er sket noget.

Nogle opdager så misbruget, for andre går der længere tid. På det tidspunkt er det allerede skredet lidt. Der kommer nye normaler ind i familien. Man havde måske tænkt, at det ville aldrig til at ske i vores familie – og nu må man indse, at det faktisk allerede er sket. Man tømmer bankbogen eller man er blevet både taxachauffør og rengøringshjælp. Man kører måske endda på staden og køber hash.

Vi ser nogle, som kommer og siger, at deres mand har drukket i 15 år, og de har ikke lagt mærke til det. Fordi små ting bare flytter sig – og så gør man noget, så han bliver ved med at være glad.

Skyld, skam og mange penge

Hvordan kan det være, at man f.eks. tømmer bankbogen for at finansiere et misbrug?

– De fleste ved godt, at det umiddelbart ikke er verdens bedste ide. Men man gør jo op med sig selv, hvad man kan holde til.

– Alene det at sige højt i gruppen: Jeg betaler de 30.000, fordi jeg er bange for at der kommer en rocker og smadrer hans dør og ham, kan være hjælpsomt.

– Når det er sagt højt, kan vi tale om det. Det er jo ikke så tit, det sker. Der er måske skabt nogle billeder af, at der står rockere overalt og venter på at smadre nogen.

– Men det kan jo ske. Der er folk, som får tæsk og familier, der bliver truet. Der er også mange, der prostituerer sig for at få penge til stoffer Spørgsmålet, vi kan snakke om i gruppen er, om vi kan blive ved med at betale? Og hvad der så sker den dag, vi ikke har flere penge?

At sige det højt

Mange i gruppen oplever, at når man sprogliggør en oplevelse, bliver den mere virkelig. Man mærker den tydeligere.

Måske har man pakket det hele lidt væk for at overleve. Man har været i overlevelsesmode længe og så sidder man pludselig i et trygt rum og siger det højt.

Man mærker måske også varmen fra de andre i gruppen: Det her er der altså nogle, som genkender. Eller i hvert fald forstår de, hvor hårdt arbejde, man er på.

Ønsker du at vide mere om hvilken hjælp og støtte du kan få? Kontakt os helt uforpligtende på telefon (45) 35 35 35 81.

Grænser og overskridelse af dem

Det bliver også følsomt, fordi man lægger mærke til, hvor meget man har fået sine grænser overskredet. Hvor meget man er gået på kompromis med sig selv og sine værdier.

Det kan være meget svært, hvis man langsomt har udvisket sine egne grænser. Men hvis man hører en anden i gruppen fortælle, så kan man tænke, at sådan ville jeg ikke gøre. Så kan man finde sin grænse eller sin værdi igen. Man har været vant til selv at skulle tænke det hele igennem.

Vil du være pusher?

– Her giver vi hinanden hjælp til at finde tilbage til værdierne. Der er ingen lette løsninger. Det er vi alle sammen fuldstændig med på. Men i gruppen kan vi tage det lange lys bare en lille smule på.

– Man kan spørge sig selv: Vil jeg være nogens pusher? Det vigtige er at tænke det hele igennem og melde klart ud, hvad man kan stå model til.

Frygten

Der er mange overvejelser. Frygten står øverst. Frygten for at miste, frygten for, hvor langt man kan komme ud. Hvordan vil ens pårørende skaffe penge, hvis vi ikke betaler?

Frygten for prostitution. Frygten for, at de pludselig står uden bolig, frygten for at familien går i opløsning. Frygten for, at ens barn ikke kommer gennem uddannelsessystemet.

Alt med frygt står først. Og fordi det er ukendt terræn, kan man ikke regne ud, hvad der sker.

Når intet giver mening

De fleste prøver at skabe en eller anden mening. Men der er måske ikke nogen mening. Vi er meningsskabende væsener, så vi forsøger hele tiden alligevel at finde en forklaring.

Vi tænker, at måske skyldes det noget i skolen, eller dengang vi blev skilt? Der kan være tusind grunde til, at nogen har et misbrug. Der kan også være nul grunde. Der kan også bare være en afhængighed, som kører gennem generationerne.

Mange pårørende lægger det tilbage til sig selv. Det er måske, fordi jeg er for besværlig, eller jeg er en dårlig mor eller far.

Og det kan jo være en god ide at kigge indad. Men måske giver det ikke så meget mening at lede efter en mening.

At kigge ind af og se ens egen rolle i livet som pårørende

I mellemtiden har man stille og roligt påtaget sig en masse roller for at få hverdagen til at hænge sammen. Det kan være rollen som bank, jobcenter, psykolog, rengøringsassistent, taxachauffør, kok, timemanager og personlig assistent.

Man befinder sig i alle mulige mærkelige roller, som man aldrig havde tænkt at man skulle have i forhold til voksne mennesker.

Det kan også trække på overlevelsesstrategier, man har haft hele livet. For eksempel at jeg er den, der altid fixer problemerne. Så det gør jeg selvfølgelig også her. Eller jeg er vant til at stille mig selv lidt bag andre. Så pyt med mig.

Det er en god ide at blive opmærksom på sine egne levestrategier, overlevelsesstrategier, vil nogen kalde det. De fungerer måske helt perfekt.

Men vi skylder os selv lige at kigge på, om det faktisk er sådan, vi gerne vil have vores liv til at være også i fremtiden. Og hvis ja, er der så andre, det går ud over?

Når nok er nok

Nogle behandlere giver det råd at smide vedkommende ud eller droppe relationen?

– Ja, det hører vi ofte. Folk har ringet rundt og fået at vide, at nu skal du lukke for bankkontoen og telefonen, og så skal du smide vedkommende ud. Så kommer de måske til os og siger: Det kan jeg ikke bruge til en pind, for det er for vildt at forestille sig, at man skulle gøre sådan mod sine kære. Og det er jo så fint, hvis man har det sådan. Så må vi se på, hvad man ellers kan gøre.

– Derefter taler vi om nogle af dilemmaerne. Frygten for, hvad der er det værste, der kan ske. Angsten for at være alene. Samtaler om, hvilke små skridt, man kan tage. Der er noget, som er vigtigst for mig.

– “Det er vigtigt, at hun ikke har gæld,” jamen så bliver du nødt til at betale den gæld.

– “Det er vigtigt for mig, at han altid kan tage bussen og komme rundt på den måde”. Jamen så kan man betale et buskort.

– Man kan finde de områder, som betyder mest.

Hvad vil du IKKE?

– Man kan også finde ud af, hvad man i hvert fald ikke vil være en del af.

– ”Jeg gider ikke at være sammen med ham, når han er fuld.” Jamen, så kan vi snakke om, hvordan du kan sørge for, at det ikke kommer til at ske. Og hvis det sker, hvad gør du så?

– Det er ikke et enten/eller. Det er at finde sin egen vej. Vi er så forskellige som mennesker og hver familie er forskellig. Så vi hjælper mere med at finde vejen, mens man går i sorg, frygt og håb.

– Man har bestemt lov til at sige, at jeg er så bange, at jeg bliver nødt til at betale. Så er det der, vi er. Det er nogle beslutninger, man træffer. Men via gruppen gør du det bevidst. Du tager stilling til, at nu er det det, du gør, fordi du er bange. Sådan er det, slut.

– Det hjælper til, at du ikke bliver drevet rundt på samme måde. Det er en beslutning, du tager. Vel vidende at det er med armen på ryggen. Men så ved du, at det er frygten, som taler og det er ok. Så må den gøre det.

Menneske og misbruger

I skelner mellem menneske og misbruger?

– Ja, det er nyttigt. For bag misbruget findes ens kære jo stadig. Derfor kan det være forvirrende for mange, at du det ene øjeblik taler med din mand og det næste øjeblik med en person med et misbrug.

– Det er nemmere at håndtere, hvis du kan begynde at skille det lidt ad. Hvis man siger til sig selv: Det er jo ikke hele min mand, jeg siger farvel til. Det er den del, som er misbruger.

– Man siger: “Den del med misbruget har jeg forståelse for, at du kæmper med, men jeg vil ikke længere være en del af det”. Så nu siger jeg ja tak til dig, når du er ædru, så er du velkommen i mit liv. Og nej tak til dig, når du er i et misbrug.

– På den måde er det op til misbrugsdelen at tage sig af sit misbrug. For det kan ingen andre gøre.

Du kan ikke styre andre

Der er desværre ikke kun lykkelige slutninger her. Ofte går det godt i sidste ende. Men der er også familier, som kommer i opbrud, og som ikke ser hinanden og kærestepar, der bliver skilt.

Sådan er det. Hver må tage ansvar for eget velbefindende. Vi kan ikke kontrollere andre. Vi kommer ofte med håbet om at lave andre om.

Den dans er umulig at danse. Vi skal ind i nogle nye dansetrin.

Udtryk savnet

Hvad kan man gøre som pårørende, hvis man gerne vil hjælpe?

– Man kan sige, hvad man ser og iagttager. Man kan fortælle om sin bekymring for den persons måde at være i verden på. Og man kan fortælle om savnet:

– “Jeg savner den del, hvor du er min Lars eller hvad han nu hedder”. Man kan fortælle, hvor man kan søge hjælp. Understrege, at man rigtig gerne vil være sammen, når først vedkommende søger hjælp.

– Men også sige, at der er noget, man ikke vil mere. Det kan ikke fortsætte som det plejer, desværre.”

Tilbage til eget liv

– Du kan vælge at slippe forsøget på at kontrollere et andet menneske og gå tilbage til dit eget liv. Så må det andet menneske tage sig af sit. Vi kan desværre ikke gøre andre mennesker clean. Det sker ikke.

– Der skal være noget i personen selv, som ønsker en forandring. Det hjælper ikke engang at blive fjernet fra stoffer. Nogle gange tænker de pårørende, at hvis vedkommende kommer i et fængsel, hvor de ikke kan få fat i stoffer, kan det være en løsning. Så må han da blive clean?

– Men hvis han ikke ønsker at være clean, så er svaret nej. For hvad sker der, når han kommer hjem igen?

Hvad og hvor er bunden?

– Det betyder egentlig ikke noget, om misbrugeren ønsker forandringen for deres partnere eller deres børns skyld. Det kan sagtens være. Men forandringen skal ligge hos fra dem.

– Vi kan vise vejen i forhold til at fortælle om vores kærlighed, og sige: Jeg ønsker for dig, at du går i behandling, og jeg har tænkt mig at gøre sådan og sådan. Jeg vil ønske for dig, at du vil følge vejen med mig.

– Der er ikke rigtigt og forkert her. Det er der virkelig ikke. Nogle siger, at først skal de ramme bunden, og så bliver de motiveret.

– Men hvad er bunden? Og hvis bund? Er det rygeheroin eller hvor er bunden?

Når følelserne kommer tilbage

Forfatteren Jesper Stein har sagt at den gode nyhed ved at blive clean, ædru og spilfri er, at du får dine følelser tilbage. Og at den dårlige nyhed er, at du får dine følelser tilbage.

Alt det, du har dulmet, dukker op igen. Så jo bedre familien er til at passe på sig selv, jo nemmere er det også at stå som clean og kigge på familien og se, at puha, de står der endnu og de har endda været på Fanø og alt muligt andet og haft det ok på trods af mit shit.

De pårørendes ansvar i livet som pårørende

Det virker i hvert fald ikke, at en hel familie lægger sig ned med stress. Det virker ikke for nogen, at alle ofrer alt for et menneske, der er fanget i et overforbrug.

Det er heller ikke hjælpsomt for den, som har et misbrug. Hvis man bliver clean og opdager, at man har lagt en hel familie ned, er skammen kæmpestor.

Det er lettere at tappe ud af sit misbrug, hvis dem, der står omkring en, har passet på sig selv imens.

Man kan sige til dem: ”Ja, du stod der og bøvlede med alt muligt, men vi prøvede at leve vores liv. Nu er du her igen og det er vi virkelig glade for.

Det er meget bedre end at vi alle sammen ligger på hospitalet.

Overlevelsesstrategi

Undervejs opdager den, som har et misbrug jo godt, at familien har det forfærdeligt. Men det er ikke sikkert, at de kan tackle afhængigheden.

Det er virkelig en sindssyg spiller, der er med her. Det er store kræfter. De mærker sorgen. Men de skynder sig at dulme den med at tage et eller andet.

Det er jo deres overlevelsesstrategi.

Alle har et ansvar for dem selv

– Derfor må man som pårørende også passe på sig selv og resten af familien. Det kan jo ske, at det kommer dertil, at man må smide vedkommende ud og skifte låsene, fordi det er for farligt at have vedkommende boende.

– Deres misbrug er så massivt. Det betyder ikke, at han så må sove i en kælderskakt eller gå helt til grunde. I Danmark har vi et sindssygt godt ambulance-system, og der er meget behandling for personer med misbrug.

– Der er mange, de kan ringe til, hvis de ønsker en forandring. Vi sætter ikke en manual på, hvad er er rigtigt og forkert. Alle må tage ansvar for det, de kan tage ansvar for.

Vrede og kærlighed

Hvilke mønstre får man øje på som pårørende, når man går i gruppen?

– Det handler meget om at forsøge at trække sig lidt tilbage og få øje på, hvordan det påvirker mig. Og at huske kærligheden. For den kan forsvinde i smerten.

– Kærligheden er der jo. I gruppen kan man få øje på, hvilket mønster det er, vi alle sammen er fanget i. Både pårørende og også dem med misbrug.

– I gruppen flytter vi radaren fra at pege ud til at pege ind. Nu skal du til at være lidt egoistisk, alt det, du måske har lært, at du ikke må være.

De pårørendes afhængighed

– Man kan nå til en erkendelse af, at man skal trække energien lidt væk og se på, hvad man er fanget i. Hvor er min frihed, kan man spørge sig selv? Hvad er jeg er blevet afhængig af? Som pårørende lever man ofte i en illusion om, at man kan hjælpe.

– Jo mere man prøver at ændre en person med et misbrug, jo mere ondt gør det. Så lukker man ned for sine følelser eller resignerer eller beskytter sig selv med vrede eller kontrol og skaber strategier, som i virkeligheden fjerner muligheden for en sund relation.

– Man kan arbejde med at være tydelig og sige: Jeg elsker dig, men det her, det kan jeg ikke stå på mål for. Det ødelægger alt det, vi har sammen og de værdier, som var engang og måske stadig er der et eller andet sted.

– Der er en slags ansvarsforflygtigelse i at passe på en person med et misbrug i den forstand, at man så samtidig kan slippe ansvaret for at passe på sig selv. Man skal begynde at kigge på og tage sine egne følelser alvorligt.

– Dermed kan man nå til den svære erkendelse, at det dybest set ikke er misbrugerens skyld, at man har det dårligt. Det er ens eget ansvar. På den måde kan man blive sat fri.

At se det hele på afstand

Nogle gange er man nødt til at komme lidt væk for overhovedet at kunne se, hvad det er for nogle cirkler, man er fanget i. Man skal op at stå på bredden og kigge på, hvad der egentlig sker.

Det er grunden til, at vi også har dannet en gruppe for voksne børn af personer med et misbrug. Man er måske vokset op i, at man hele tiden ikke skal mærke sig selv, men mærke, hvordan de andre har det.

Hvis man har været barn i en familie med misbrug, lærer man sig at lukke ned for sig selv og sørge for, at alle omkring en har det godt. Det mønster kan man videreføre i sin nye familie, hvis der kommer et misbrug.

I starten opdager man ikke, hvad der sker. Nogle opdager det, når de er 25, andre når de er 57. Først når vi ser det, har vi mulighed for at gøre noget andet.

Når pårørende siger fra

Kan det gøre en positiv forskel for et menneske med et misbrug at andre siger fra?

– Vi kan ikke sige, at det har en direkte virkning. Men vi kan sige, at den dans – for nu at bruge den metafor – som har været danset, den kan ikke danses mere.

– Tit bliver misbrugeren vred og frustreret og nogle også ondskabsfuld og forvirret. Pludselig sker der noget nyt: ”Ring når du har lyst”. ”What! Hvorfor løser I det ikke for mig! Så kan man begynde at kigge på det.

– Men vi har ikke en garanti. Nogle siger, at jeg jo ikke kan vide, om han går ud og drikker endnu mere, hvis jeg ændrer min støtte. Nej det er sandt, det ved vi ikke.

– Hvis vi bare kunne sige, at hvis du gør det og det, så holder han op. Så havde vi manualen. Det kan vi desværre ikke.

– Men der noget frigørende i at begynde at tænke på en anden måde. Der ligger samtidig noget frygt hos den pårørende i at sige farvel til nogle strategier, som faktisk også har givet en god følelse.

Ønsket om kontrol

– Men man kan ikke få kontrol. Det er hårdt arbejde at forsøge. Det er hårdt arbejde at have et misbrug, men det er også hårdt arbejde at være pårørende og forsøge at holde kontrol med et menneske med et misbrug.

– Så du er på alle måder på hårdt arbejde, hvis du prøver på det. Det kommer til at tage alle dine kræfter. Du er nødt til at slippe dit ønske om kontrol.

– Det er derfor, at i kølvandet på sådan et forhold – hvis du virkelig får brudt det mønster – så kan der komme angst, depression, følelse af tomhed, håbløshed, intethed. Jeg er ikke noget mere. Der er ikke brug for mig mere. Det er rent eksistentielle spørgsmål hos den pårørende.

– Derfor skal vi ikke kun tale om afhængighed som noget, der udelukkende bor hos personen med misbruget. Vi skal tale om afhængighed, følelsesmæssig afhængighed, af at danse den samme dans.

– Selvfølgelig er det svært, hvis der er en, som fortsætter med sit misbrug, men det er ikke umuligt. Det kræver, at den pårørende bliver bevidst om, hvad deres egen rolle er:

– Hvad er min gevinst ved at blive i det der og hvad kræver det at bryde afhængigheden?

Hvis misbruget stopper…

Hvad sker der, hvis misbruget stopper?

– Man skal fjerne illusionen om, at hvis han holder op med at drikke, så er alt godt. Noget bliver selvfølgelig bedre. Men der kan på bagkanten af et misbrug komme mange andre spørgsmål og problemer op.

– Det handler om at stoppe op og trække sig lidt tilbage og vælge at være til for sin egen skyld. Det er en supertanker, der skal vendes, og det tager tid.

– Vi kan tale om skærme, shopaholic og mange andre former for afhængighed. Når man udvikler en tvangsmæssig adfærd, en overbevisning om, at min trivsel er betinget af noget andet, så er man på et skråplan.

– Hvis den pårørende ikke selv arbejder med mønstrene, så kan det ske, at et menneske med et misbrug, som bliver stoffri og begynder at arbejde med sig selv og ser sine mønstre, kan overhale den pårørende indenom og måske begynde at fjerne sig fra forholdet. Det er også derfor, at mange i behandling siger til deres pårørende, at de skal sørge for selv at få noget hjælp – til bedre at forstå mig, tror jeg, de mener.

– Vejen er hverken asfalteret eller manualbelagt. Så bare at forsøge at se på mønstrene, kan starte en følelsesmæssig vulkan. Når der er et menneske, som begynder at sige fra, giver det frygt.

– Man kan tænke, at man ikke er et godt menneske. Det er et stort arbejde. Det er derfor gruppen skal fortsætte hver mandag, så man bare kan komme og blive ved med at komme. For det tager tid at flytte sig.

Anonymt

Send besked

Gratis og uforpligtende

Ring 35 35 35 81