Livet som pårørende:

Af Hanne Birgitte Jørgensen

To erfarne behandlere fra AlfaRehab svarer på spørgsmål om, hvad man kan gøre som pårørende til et menneske med et problematisk forbrug af rusmidler og spil.

– De pårørende kommer ofte, fordi vi skal hjælpe dem med at få deres kære til at stoppe deres misbrug. Hvordan får jeg min søn, kæreste, datter, mor, far til at lade være med at drikke/misbruge. De leder efter en redskabskasse.

– De håber, at hvis vi går de her trin, så stopper misbruget. Og så er de megabange for at gøre noget forkert. De spørger, hvordan de undgår at deres kære drikker, tager stoffer eller spiller endnu mere, hvis nu de selv forsøger at ændre noget.

– Det er ofte udgangspunktet for at de ønsker at deltage i gruppen.

Sådan fortæller Sanne og Bodil, facilitatorer i AlfaRehabs pårørendegruppe for voksne. I de stille og hyggelige lokaler hos AlfaRehab, mødes pårørende hver mandag for at udveksle erfaringer og tale med de to, som leder grupperne. Tilbuddet er gratis. Man skal bare ringe på (45) 35 35 35 81 først.

Der er masser af Kleenex, slik og te og en synlig lettelse hos pårørende, som føler, at de endelig er et sted, hvor de kan tale om deres frustration og ulykke over at være pårørende til en person med et for stort forbrug.

• “Hvordan får du passet på dig selv i noget, der er så svært at være i?”
• “Hvor synes du, at du gør noget godt – og hvor kunne du godt tænke dig at ændre på noget, fordi det har været så opslidende og svært, og du har overskredet dine egne grænser mange gange?”

Skyld, skam og mange penge

Hvordan kan det være, at man f.eks. tømmer bankbogen for at finansiere et misbrug?

– De fleste ved godt, at det umiddelbart ikke er verdens bedste ide. Men man gør jo op med sig selv, hvad man kan holde til.

– Alene det at sige højt i gruppen: Jeg betaler de 30.000, fordi jeg er bange for at der kommer en rocker og smadrer hans dør og ham, kan være hjælpsomt.

– Når det er sagt højt, kan vi tale om det. Det er jo ikke så tit, det sker. Der er måske skabt nogle billeder af, at der står rockere overalt og venter på at smadre nogen.

– Men det kan jo ske. Der er folk, som får tæsk og familier, der bliver truet. Der er også mange, der prostituerer sig for at få penge til stoffer Spørgsmålet, vi kan snakke om i gruppen er, om vi kan blive ved med at betale? Og hvad der så sker den dag, vi ikke har flere penge?

Grænser og overskridelse af dem

Det bliver også følsomt, fordi man lægger mærke til, hvor meget man har fået sine grænser overskredet. Hvor meget man er gået på kompromis med sig selv og sine værdier.

Det kan være meget svært, hvis man langsomt har udvisket sine egne grænser. Men hvis man hører en anden i gruppen fortælle, så kan man tænke, at sådan ville jeg ikke gøre. Så kan man finde sin grænse eller sin værdi igen. Man har været vant til selv at skulle tænke det hele igennem.

Vil du være pusher?

– Her giver vi hinanden hjælp til at finde tilbage til værdierne. Der er ingen lette løsninger. Det er vi alle sammen fuldstændig med på. Men i gruppen kan vi tage det lange lys bare en lille smule på.

– Man kan spørge sig selv: Vil jeg være nogens pusher? Det vigtige er at tænke det hele igennem og melde klart ud, hvad man kan stå model til.

Frygten

Der er mange overvejelser. Frygten står øverst. Frygten for at miste, frygten for, hvor langt man kan komme ud. Hvordan vil ens pårørende skaffe penge, hvis vi ikke betaler?

Frygten for prostitution. Frygten for, at de pludselig står uden bolig, frygten for at familien går i opløsning. Frygten for, at ens barn ikke kommer gennem uddannelsessystemet.

Alt med frygt står først. Og fordi det er ukendt terræn, kan man ikke regne ud, hvad der sker.

Når nok er nok

Nogle behandlere giver det råd at smide vedkommende ud eller droppe relationen?

– Ja, det hører vi ofte. Folk har ringet rundt og fået at vide, at nu skal du lukke for bankkontoen og telefonen, og så skal du smide vedkommende ud. Så kommer de måske til os og siger: Det kan jeg ikke bruge til en pind, for det er for vildt at forestille sig, at man skulle gøre sådan mod sine kære. Og det er jo så fint, hvis man har det sådan. Så må vi se på, hvad man ellers kan gøre.

– Derefter taler vi om nogle af dilemmaerne. Frygten for, hvad der er det værste, der kan ske. Angsten for at være alene. Samtaler om, hvilke små skridt, man kan tage. Der er noget, som er vigtigst for mig.

– “Det er vigtigt, at hun ikke har gæld,” jamen så bliver du nødt til at betale den gæld.

– “Det er vigtigt for mig, at han altid kan tage bussen og komme rundt på den måde”. Jamen så kan man betale et buskort.

– Man kan finde de områder, som betyder mest.

Hvad vil du IKKE?

– Man kan også finde ud af, hvad man i hvert fald ikke vil være en del af.

– ”Jeg gider ikke at være sammen med ham, når han er fuld.” Jamen, så kan vi snakke om, hvordan du kan sørge for, at det ikke kommer til at ske. Og hvis det sker, hvad gør du så?

– Det er ikke et enten/eller. Det er at finde sin egen vej. Vi er så forskellige som mennesker og hver familie er forskellig. Så vi hjælper mere med at finde vejen, mens man går i sorg, frygt og håb.

– Man har bestemt lov til at sige, at jeg er så bange, at jeg bliver nødt til at betale. Så er det der, vi er. Det er nogle beslutninger, man træffer. Men via gruppen gør du det bevidst. Du tager stilling til, at nu er det det, du gør, fordi du er bange. Sådan er det, slut.

– Det hjælper til, at du ikke bliver drevet rundt på samme måde. Det er en beslutning, du tager. Vel vidende at det er med armen på ryggen. Men så ved du, at det er frygten, som taler og det er ok. Så må den gøre det.

Du kan ikke styre andre

Der er desværre ikke kun lykkelige slutninger her. Ofte går det godt i sidste ende. Men der er også familier, som kommer i opbrud, og som ikke ser hinanden og kærestepar, der bliver skilt.

Sådan er det. Hver må tage ansvar for eget velbefindende. Vi kan ikke kontrollere andre. Vi kommer ofte med håbet om at lave andre om.

Den dans er umulig at danse. Vi skal ind i nogle nye dansetrin.

Tilbage til eget liv

– Du kan vælge at slippe forsøget på at kontrollere et andet menneske og gå tilbage til dit eget liv. Så må det andet menneske tage sig af sit. Vi kan desværre ikke gøre andre mennesker clean. Det sker ikke.

– Der skal være noget i personen selv, som ønsker en forandring. Det hjælper ikke engang at blive fjernet fra stoffer. Nogle gange tænker de pårørende, at hvis vedkommende kommer i et fængsel, hvor de ikke kan få fat i stoffer, kan det være en løsning. Så må han da blive clean?

– Men hvis han ikke ønsker at være clean, så er svaret nej. For hvad sker der, når han kommer hjem igen?

Hvad og hvor er bunden?

– Det betyder egentlig ikke noget, om misbrugeren ønsker forandringen for deres partnere eller deres børns skyld. Det kan sagtens være. Men forandringen skal ligge hos fra dem.

– Vi kan vise vejen i forhold til at fortælle om vores kærlighed, og sige: Jeg ønsker for dig, at du går i behandling, og jeg har tænkt mig at gøre sådan og sådan. Jeg vil ønske for dig, at du vil følge vejen med mig.

– Der er ikke rigtigt og forkert her. Det er der virkelig ikke. Nogle siger, at først skal de ramme bunden, og så bliver de motiveret.

– Men hvad er bunden? Og hvis bund? Er det rygeheroin eller hvor er bunden?

De pårørendes ansvar i livet som pårørende

Det virker i hvert fald ikke, at en hel familie lægger sig ned med stress. Det virker ikke for nogen, at alle ofrer alt for et menneske, der er fanget i et overforbrug.

Det er heller ikke hjælpsomt for den, som har et misbrug. Hvis man bliver clean og opdager, at man har lagt en hel familie ned, er skammen kæmpestor.

Det er lettere at tappe ud af sit misbrug, hvis dem, der står omkring en, har passet på sig selv imens.

Man kan sige til dem: ”Ja, du stod der og bøvlede med alt muligt, men vi prøvede at leve vores liv. Nu er du her igen og det er vi virkelig glade for.”

Det er meget bedre end at vi alle sammen ligger på hospitalet.

Overlevelsesstrategi

Undervejs opdager den, som har et misbrug jo godt, at familien har det forfærdeligt. Men det er ikke sikkert, at de kan tackle afhængigheden.

Det er virkelig en sindssyg spiller, der er med her. Det er store kræfter. De mærker sorgen. Men de skynder sig at dulme den med at tage et eller andet.

Det er jo deres overlevelsesstrategi.

Alle har et ansvar for dem selv

– Derfor må man som pårørende også passe på sig selv og resten af familien. Det kan jo ske, at det kommer dertil, at man må smide vedkommende ud og skifte låsene, fordi det er for farligt at have vedkommende boende.

– Deres misbrug er så massivt. Det betyder ikke, at han så må sove i en kælderskakt eller gå helt til grunde. I Danmark har vi et sindssygt godt ambulance-system, og der er meget behandling for personer med misbrug.

– Der er mange, de kan ringe til, hvis de ønsker en forandring. Vi sætter ikke en manual på, hvad er er rigtigt og forkert. Alle må tage ansvar for det, de kan tage ansvar for.

De pårørendes afhængighed

– Man kan nå til en erkendelse af, at man skal trække energien lidt væk og se på, hvad man er fanget i. Hvor er min frihed, kan man spørge sig selv? Hvad er jeg er blevet afhængig af? Som pårørende lever man ofte i en illusion om, at man kan hjælpe.

– Jo mere man prøver at ændre en person med et misbrug, jo mere ondt gør det. Så lukker man ned for sine følelser eller resignerer eller beskytter sig selv med vrede eller kontrol og skaber strategier, som i virkeligheden fjerner muligheden for en sund relation.

– Man kan arbejde med at være tydelig og sige: Jeg elsker dig, men det her, det kan jeg ikke stå på mål for. Det ødelægger alt det, vi har sammen og de værdier, som var engang og måske stadig er der et eller andet sted.

– Der er en slags ansvarsforflygtigelse i at passe på en person med et misbrug i den forstand, at man så samtidig kan slippe ansvaret for at passe på sig selv. Man skal begynde at kigge på og tage sine egne følelser alvorligt.

– Dermed kan man nå til den svære erkendelse, at det dybest set ikke er misbrugerens skyld, at man har det dårligt. Det er ens eget ansvar. På den måde kan man blive sat fri.

Når pårørende siger fra

Kan det gøre en positiv forskel for et menneske med et misbrug at andre siger fra?

– Vi kan ikke sige, at det har en direkte virkning. Men vi kan sige, at den dans – for nu at bruge den metafor – som har været danset, den kan ikke danses mere.

– Tit bliver misbrugeren vred og frustreret og nogle også ondskabsfuld og forvirret. Pludselig sker der noget nyt: ”Ring når du har lyst”. ”What! Hvorfor løser I det ikke for mig! Så kan man begynde at kigge på det.

– Men vi har ikke en garanti. Nogle siger, at jeg jo ikke kan vide, om han går ud og drikker endnu mere, hvis jeg ændrer min støtte. Nej det er sandt, det ved vi ikke.

– Hvis vi bare kunne sige, at hvis du gør det og det, så holder han op. Så havde vi manualen. Det kan vi desværre ikke.

– Men der noget frigørende i at begynde at tænke på en anden måde. Der ligger samtidig noget frygt hos den pårørende i at sige farvel til nogle strategier, som faktisk også har givet en god følelse.

Ønsket om kontrol

– Men man kan ikke få kontrol. Det er hårdt arbejde at forsøge. Det er hårdt arbejde at have et misbrug, men det er også hårdt arbejde at være pårørende og forsøge at holde kontrol med et menneske med et misbrug.

– Så du er på alle måder på hårdt arbejde, hvis du prøver på det. Det kommer til at tage alle dine kræfter. Du er nødt til at slippe dit ønske om kontrol.

– Det er derfor, at i kølvandet på sådan et forhold – hvis du virkelig får brudt det mønster – så kan der komme angst, depression, følelse af tomhed, håbløshed, intethed. Jeg er ikke noget mere. Der er ikke brug for mig mere. Det er rent eksistentielle spørgsmål hos den pårørende.

– Derfor skal vi ikke kun tale om afhængighed som noget, der udelukkende bor hos personen med misbruget. Vi skal tale om afhængighed, følelsesmæssig afhængighed, af at danse den samme dans.

– Selvfølgelig er det svært, hvis der er en, som fortsætter med sit misbrug, men det er ikke umuligt. Det kræver, at den pårørende bliver bevidst om, hvad deres egen rolle er:

– Hvad er min gevinst ved at blive i det der og hvad kræver det at bryde afhængigheden?

Hvis misbruget stopper…

Hvad sker der, hvis misbruget stopper?

– Man skal fjerne illusionen om, at hvis han holder op med at drikke, så er alt godt. Noget bliver selvfølgelig bedre. Men der kan på bagkanten af et misbrug komme mange andre spørgsmål og problemer op.

– Det handler om at stoppe op og trække sig lidt tilbage og vælge at være til for sin egen skyld. Det er en supertanker, der skal vendes, og det tager tid.

– Vi kan tale om skærme, shopaholic og mange andre former for afhængighed. Når man udvikler en tvangsmæssig adfærd, en overbevisning om, at min trivsel er betinget af noget andet, så er man på et skråplan.

– Hvis den pårørende ikke selv arbejder med mønstrene, så kan det ske, at et menneske med et misbrug, som bliver stoffri og begynder at arbejde med sig selv og ser sine mønstre, kan overhale den pårørende indenom og måske begynde at fjerne sig fra forholdet. Det er også derfor, at mange i behandling siger til deres pårørende, at de skal sørge for selv at få noget hjælp – til bedre at forstå mig, tror jeg, de mener.

– Vejen er hverken asfalteret eller manualbelagt. Så bare at forsøge at se på mønstrene, kan starte en følelsesmæssig vulkan. Når der er et menneske, som begynder at sige fra, giver det frygt.

– Man kan tænke, at man ikke er et godt menneske. Det er et stort arbejde. Det er derfor gruppen skal fortsætte hver mandag, så man bare kan komme og blive ved med at komme. For det tager tid at flytte sig.