Pårørende, den glemte halvdel i et misbrug

– af Seth Marvin Andersen

“Hvordan kunne jeg overse det?”

Pia så hvordan hendes søn Kasper blev mere og mere tynd og bleg.

Hun tænkte Gud, det er godt nok hårdt at være maler. Senere, da hun fandt ud af at han havde et kokainmisbrug, var det som om hendes verden brød sammen.

Det blev pludselig en kamp for hende at få hverdagen til at fungere. Hun blev overvældet af følelser af skyld og skam. Hvordan kunne hun overse, at sønnen var havnet i et misbrug?

Hvor havde hun fejlet som mor? Alle disse spørgsmål og tanker fyldte hende med en invaliderende ensomhed, og hun blev så trist, at hun havde svært ved at passe sig selv og sit arbejde.

Antidepressiv og psykolog

Til sidst valgte hun at søge hjælp hos lægen hvor hun fik tilbudt antidepressive piller og psykologtimer, men lige meget hjalp det. Det var uvisheden om hendes egen rolle og ansvar i situationen der smertede hende.

Det var først da Pia søgte hjælp i en pårørendegruppe, at hun begyndte at finde lidt ro og forståelse for den kaotiske situation det er at være pårørende. Og netop denne oplevelse er Pia ikke alene med.

”Et misbrug rammer selvfølgelig personen med et misbrug, men det rammer måske dem der står omkring endnu hårdere, fordi de ikke forstår hvad der foregår,” fortæller Sanne Jensby Lind, som er leder af Alfa Rehabs pårørende- og familiebehandling“.

Pårørende til en misbruger

I dag kæmper flere og flere mennesker, især unge, med forskellige former for misbrug, og vi har efterhånden fået et godt indblik i hvor vanskeligt tilværelsen kan være. Men hvordan er det egentlig for de pårørende?

”Det er fuldstændig forfærdeligt,” fortæller Pia. Nogle gange har jeg tænkt, gid jeg aldrig havde fået det at vide, fordi det simpelthen er så barsk at se hvordan den person man elsker og kender så godt og ønsker det bedste for forsvinder, fordi de er taget til fange i misbruget.”

Som mor til en søn med et misbrug, beskriver Pia et liv hvor hun bekymrede sig fra morgen til aften.

Hun var bekymret for, hvem han var sammen med, hvem han købte stofferne af, om han havde narkogæld og ville ende i kriminalitet for at finansiere sit forbrug?

Hun var bekymret for hans økonomi, fordi han gang på gang blev fyret grundet fravær, og om han ville miste sin lejlighed og ende på gaden? Og værst af alt, om han ville dø af en overdosis eller et hjertestop?

Nogle gange kan det være så frustrerende, at man mister evnen til at tænke rationelt, fortæller Pia. I sin vrede er hun nogle gange kommet til at tænke:

”Tag dig sammen! hvorfor fanden lader du ikke bare være. Hvor svært kan det egentlig være? Hvor er din stamina?

Ser du slet ikke hvor meget det ødelægger i vores relation og hvor kede af det folk omkring bliver? Er stofferne vigtigere end alt andet?”

Pia griner og ryster på hovedet, når hun fortæller det. I dag ved hun godt, at det er irrationelt at tænke sådan. Noget af det, hun har lært af at gå i pårørendegruppe, er nemlig, at man skal lære at adskille misbruget og personen:

Det er ikke personen der behandler dig skidt, fordi de ønsker dig ondt; det er misbruget, som er en sygdom, der får dem til at handle som de gør.

Men det var svært for Pia at skille tingene ad dengang hun stod alene med det, og ikke fik støtte fra professionelle og de andre i pårørendegruppen.

”Der har været så mange løgne og manipulering for at få penge og han har stjålet selv småpenge og alkohol både fra mig og fra hans far. Det er en adfærd jeg ellers aldrig ville forbinde med min søn.

Jeg trak mig ind i mig selv for at dække over ham og passe på mig selv fordi det var så skamfuldt, og det var skidt – både for ham og mig, og vores relation.”

I dag fortæller Pia, at hun er et godt sted, og at hendes søn er godt på vej. Men hun vil alligevel fortsætte i den pårørendegruppe, som hun har været tilknyttet i over et år.

”Det tager tid at finde tilliden og at vænne sig til en tilværelse, hvor man ikke er helt sikker på om det man aftaler bliver til noget eller om min søn er clean til at deltage i for eksempel fødselsdage i familien,” siger hun.

Pårørendebehandling kan give dig et sprog for dine følelser

For Pia var det at starte i en pårørendegruppe, ligesom at få en ordbog. Med tiden har hun fået et sprog for hvordan det er for hende at være pårørende.

Hvor hun før bar rundt på en tung følelse af ansvar, skyld og skam, og ikke vidste om det var hende der var utilstrækkelig, har hun i dag lært sig selv at kende i at være mor til en med et misbrug.

Ifølge Sanne Jensby Lind, leder for pårørendebehandlingen hos Alfa Rehab, er det første skridt i pårørendebehandling at man endelig åbner op om det man har gået rundt med alene i lang tid:

”Bare det at sige det højt, og finde ud af at, wauw, det er virkelig tungt. Jeg har virkelig gået rundt med noget her som jeg ikke har kunne finde ud af. Selvfølgelig, hvem pokker kan det? Det har vi jo ikke lært nogen steder,” forklarer hun.

Derfor er det vigtig at man som pårørende lærer at vende blikket mod sig selv.

Prøv lige at mærke efter hvordan du selv har det, og hvad du kunne have brug for. Hvorfor står jeg i det her, og hvordan står jeg i det?”

Sæt grænser og drag omsorg for dig selv

Sanne fortæller, at mange af de pårørende der møder op første gang, løber enormt stærkt, og har påtaget sig en masse forskellige roller. De tænker, at hvis de ikke gør noget, kan deres elskede risikerer at dø.

”Jeg har været socialrådgiver, ageret misbrugsbehandler, været bisidder i kommunen og i misbrugsindsatsen, jeg har skrevet borgmesterklage og administreret økonomi.

Jeg har presset og trukket, tryglet og tigget min søn om at gå i behandling, jeg har været mentor og madmor, rengøringsdame og vaskekone ligesom jeg har følt mig ansvarlig for at holde familien opdateret på min søns situation,” fortæller Pia.

Derfor handler en stor af del pårørendebehandling også om, at man lærer at sætte grænser og drage omsorg for sig selv.

Ifølge Sanne skal man som pårørende nemlig huske på, at det kun er personen der står i et misbrug der kan blive clean og ædru.

”Det er ikke noget du kan gøre for dem,” siger hun. Sannes råd til de pårørende er derfor at være mindre optaget af afhængigheden.

Men i stedet kigger på hvad der sker med familien, og hvordan de kan finde tilbage i deres eget kompas og begynde at handle efter deres egne grænser i stedet for misbrugets adfærd.

Derfor er et af bedste redskaber Pia har lært gennem pårørendebehandlingen også at lære at mærke efter og sige fra. Nogle gange er det nemlig okay bare at sige nej:

”Man behøver ikke at forklare alt muligt. Hvis jeg kan mærke at det er nej, så er det nej, jeg behøver ikke altid at forklare mig selv. Lige nu kan jeg mærke nej.

Det kan være når et familiemedlem spørger hvordan Kasper har det, så siger jeg, ved du hvad, jeg synes du skal ringe til ham og spørge, det vil han helt sikker blive glad for og hvis du vil høre hvordan jeg har det, så vil jeg rigtig gerne tale om det.

Eller hvis Kasper ringer og vil låne penge til det ene eller det andet, så har jeg lært, hvilke situationer jeg vil sige ja eller nej.”

Det handler om at få sig selv i spil og finde ud af hvad det gør ved en, så man kan komme udover skylden og skammen og mærker efter, hvad man vil være med til, fortæller Pia.

Søg hjælp i en pårørendegruppe

Efter mange psykologtimer, samtaler med netværket og mere end et år i pårørendegruppe, står Pia i dag et sted, hvor hun kan se tilbage og tilgå den læring hun har været igennem med selvomsorg.

”Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig om pårørendegruppen meget før. Jeg er sikker på, at det ville have sparet mig for mange grænseoverskridende handlinger, og jeg ville nok heller ikke havde været så hård ved mig selv. Jeg vidste jo ikke bedre.”

Derfor har Pia også ét simpelt råd til andre pårørende:

”Søg hjælp! og min bedste anbefaling er, at søge hjælp og støtte i en pårørendegruppe. Man kan jo altid prøve det et par gange og så lige mærke efter. Måske man bliver lige så glad for det som jeg er.”