Hvordan afhængighed kidnapper hjernen

Læs hvad afhængighed er og hvad den gør ved dig

Ordet afhængighed er afledt af et latinsk udtryk for “slave af” eller “bundet til.” Enhver, der har kæmpet for at overvinde en afhængighed – eller har forsøgt at hjælpe en anden til at gøre det – forstår hvorfor.

Afhængigheds påvirkning af hjernen

Afhængighed udøver en lang og kraftig indflydelse på hjernen, der manifesterer sig på tre forskellige måder:

1. Trang til genstanden for afhængighed
2. Tab af kontrol over brugen af ​​det
3. Vedvarende engagement med det – på trods af negative konsekvenser.

At overvinde afhængighed er muligt, men processen er ofte lang, langsom og kompliceret. Det tog mange år for forskere og politikere at nå frem til denne forståelse.

I 1930’erne, da forskere først begyndte at undersøge hvad der forårsagede vanedannende adfærd, troede de at mennesker, der udviklede afhængighed, på en eller anden måde var moralsk fejlede eller manglede viljestyrke.

For at overvinde afhængigheden troede de at straffe misdæerne eller skiftevis opfordre dem til at mønstre viljen til at bryde en vane ville hjælpe.

Er afhængighed en sygdom?

Den videnskabelige konsensus er ændret siden da. I dag genkender vi afhængighed som en kronisk sygdom, som ændrer både hjernens struktur og funktion.

Ligesom blodomløbs sygdom ødelægger hjertet og diabetes svækker bugspytkirtlen, hæmmer afhængigheden hjernen.

Helbredelse fra afhængighed involverer viljestyrke, men det er ikke nok at “bare sige nej” – som det blev sagt i 1980’erne.

I stedet bruger folk typisk flere strategier – herunder psykoterapi, medicin og selvpleje – som de forsøger at bruge til at bryde grebet om afhængigheden.

I mange år troede eksperter, at kun alkohol og stærke stoffer kunne forårsage afhængighed. Neuro forskning og nyere forskning har imidlertid vist, at visse behagelige aktiviteter, såsom spil, shopping og sex, også kan “kidnappe” hjernen.

Dopamin og hjernen

Når vi taler om at kidnappe hjernen, er det præcis det der sker, hver gang vi oplever noget rigtig dejligt og lækkert. Så udløses dopamin som er et signalstof oppe i hjernen. Dopamin bliver brugt af hjernens belønningssystem og er det som regulerer hjernens lystfølelse. Så hver gang vi glædes, eller nyder noget, er stolte af os selv, kysser eller bare utrolig glade, så er dopaminen på arbejde på 1 sal.

Læs også: Hvad gør alkohol ved hjernen?

Hjernens skift fra at kunne li’ til at trænge

Ingen starter med at udvikle en afhængighed, men mange mennesker bliver fanget i sin snare. Ifølge de seneste statsstatistikker er næsten 23 millioner amerikanere – næsten en ud af 10 – afhængige af alkohol eller andre stoffer.

Mere end to tredjedele af mennesker med afhængighed misbruger alkohol. De tre øverste stoffer der forårsager afhængighed, er marihuana, opioide (narkotiske) smertelindrende og kokain.

Genetisk sårbarhed bidrager til risikoen for at udvikle en afhængighed.

Tvillinge- og adoptionsstudier viser, at ca. 40% til 60% af af dem der kæmper med en afhængighed, kæmper en genetisk/arvelig kamp.

Men adfærd spiller en central rolle, især når det gælder at styrke en vane.

Hjernen og afhængighed

Hjernen registrerer al nydelse på samme måde, uanset om de stammer fra et psykoaktivt stof, en monetær belønning, et seksuelt møde eller et tilfredsstillende måltid.

I hjernen har fornøjelse en særskilt signatur. Frigivelsen af ​​dopaminen i “nucleus accumbens”, en klynge af nerveceller liggende under “cerebral cortex” (se illustration).

Dopaminfrigivelse i “nucleus accumbens” er så konsekvent bundet med glæde, at neuroforskere henviser til området som hjernens nydelsescenter.

Hjernen og dens belønningscenter

Afhængighedsskabende stoffer skaber en genvej til hjernens belønningssystem ved at oversvømme “Nucleus accumbens” med dopamin. “Hippocampus” husker denne kraftige følelse af tilfredshed, og “Amygdala” skaber en betinget respons på disse minder.

Alle afhængighedsskabende stoffer (lige fra nikotin til heroin), forårsager en særlig kraftig bølge af dopamin i nucleus accumbens.

Sandsynligheden for, at brugen af ​​et lægemiddel eller deltagelse i en givende aktivitet vil føre til afhængighed, er direkte forbundet med den hastighed, hvormed den fremmer dopaminfrigivelse, intensiteten af ​​denne frigivelse og pålideligheden af ​​denne frigivelse.

Selv at indtage det samme stof på forskellige måder (ryge, spise, sniffe, injicere) kan påvirke, hvor sandsynligt det er at det fører til afhængighed.

At ryge et stof eller injicere det intravenøst producerer for eksempel generelt et hurtigere, stærkere dopaminsignal og er mere tilbøjelige til at føre til misbrug af stoffer.

Teorier om afhængighed

Forskere troede engang, at oplevelsen af ​​glæde alene var tilstrækkelig til at få folk til at fortsætte med at søge et vanedannende stof eller en aktivitet.

Men nyere forskning tyder på, at situationen er mere kompliceret.

Dopamin bidrager ikke kun til oplevelsen af ​​glæde. Dopamin spiller også en rolle i læring og hukommelse – to centrale elementer i overgangen fra at lide noget at blive afhængig af det.

Ifølge den nuværende teori om afhængighed interagerer dopamin med en anden neurotransmitter; glutamat, for at overtage hjernens system for belønningsrelateret læring.

Dette system har en vigtig rolle i at opretholde livet fordi det forbinder aktiviteter, der er nødvendige for menneskets overlevelse (som at spise og have sex) med glæde og belønning.

Belønningskredsløbet i hjernen omfatter områder involveret med motivation og hukommelse såvel som fornøjelse. afhængighedsskabende stoffer og adfærd stimulerer det samme kredsløb – og derefter overbelastes det.

Gentagen eksponering for et vanedannende stof eller adfærd ændrer nerveceller i nucleus accumbens og den præfrontale cortex’s måde at kommunikere på.

Så de kommunikere på en måde, som parrer det at kunne lide noget med at trænge til det, hvilket igen tvinger os til gå efter det. Det vil sige, denne proces motiverer os til at handle for at finde ud af kilden til glæde.

Hjernens tilpasning med tolerance og tvang

Over tid tilpasser hjernen sig på en måde, der rent faktisk gør det efterspurgte stof eller aktivitet mindre behageligt.

I naturen kommer belønninger normalt kun med tid og kræfter. Vanedannende stoffer og adfærd giver en genvej, der oversvømmer hjernen med dopamin og andre neurotransmittere. Vores hjerner har ikke en nem måde at klare angrebet på.

Afhængighedsskabende stoffer kan frigøre to til 10 gange mængden af ​​dopamin som naturlige belønninger gør, og de gør det hurtigere og mere pålideligt.

Hos en person, der bliver afhængig, bliver hjernens receptorer overvældet. Som en tilpasning reagerer hjernen ved at producere mindre dopamin eller eliminere dopaminreceptorer. Ligesom hvis man skruer lydstyrken ned på en højttaler, når lyden bliver for høj.

Som følge af disse tilpasninger har dopamin mindre betydning for hjernens belønningscenter. Folk, der udvikler en afhængighed, finder typisk, at det ønskede stof ikke længere giver dem så meget glæde. De skal tage mere af det for at få den samme dopamin “høj”, fordi deres hjerner har tilpasset – en effekt kendt som tolerance.

Hjernens funktion, tvang og afhængighed

På dette tidspunkt overtager tvang. Nydelsen i forbindelse med et vanedannende stof eller en adfærd aftager – og alligevel er hukommelsen til den ønskede virkning og behovet for at genskabe den (den ønskede ) vedvarende.

Det er som om det normale motivationsmaskiner ikke længere fungerer.

Den tidligere nævnte læringsproces kommer også i spil. Hippocampus og amygdala opbevarer information om miljøvejledninger forbundet med det ønskede stof, så det kan placeres igen. Disse minder hjælper med at skabe et betinget svar – intenst trang – når personen møder lignende situationer.

Trang bidrager ikke kun til afhængighed, men til at falde tilbage efter en hårdt vundet nysgerrighed. En person, der er afhængig af heroin kan være i fare for tilbagefald, når han f.eks. Ser en nål.

En anden person begynder måske at drikke igen efter at have set en flaske med alkohol.

Konditioneret læring hjælper med at forklare, hvorfor folk, der udvikler en afhængighedsrisiko, igen efter mange års afholdenhed.

Tilbagefald og afhængighed

Fordi afhængighed er indlært og lagret i hjernen som hukommelse, er helbredelse en langsommelig proces, hvor indflydelsen af ​​disse minder mindskes.

Ca. 40% til 60% af personer med afhængighed af rusmidler, oplever mindst ét tilbagefald efter en første stoffri periode.

Selv om dette kan virke afskrækkende, svarer tilbagefaldsraten til andre kroniske sygdomme. Sygdomme som højt blodtryk og astma, hvor hele 50% til 70% af mennesker hvert år oplever en tilbagevenden af ​​symptomer, der er betydelige nok til at kræve medicinsk behandling.

Heldigvis eksisterer en række effektive behandlinger for afhængighed, som normalt kombinerer selvhjælpsstrategier, psykoterapi og rehabilitering. For nogle typer af afhængighed kan medicin også hjælpe.

Den nøjagtige plan varierer afhængigt af afhængighedens art, men alle behandlinger har til formål at hjælpe folk med at afhjælpe deres afhængighed, mens de udvikler sundere mestrings-strategier.

Læs mere om forskellige former for afhængighed her.

www.niaaa.nih.gov | www.nida.nih.gov | www.samhsa.gov