Et fællesskab uden stoffer blev Frederiks vej ud af misbrug og kriminalitet

– Af Seth Marvin Andersen

En dag dukkede en af Frederiks to brødre, som han ikke havde haft kontakt med i mange år, pludselig op i besøgslokalet i Roskilde Arrest, hvor både Frederik og hans anden bror begge afsonede domme for vold og narko.

Han fortalte, at han skulle være far til sit første barn, og at det gjorde ondt på ham ikke at vide, hvor hans brødre var, og om de var i live.

Det var første gang i flere år, at de tre brødre var samlet igen. Under besøget fandt de sammen om nogle gamle optagelser fra barndommen, som senere skulle vise sig at få stor betydning for Frederiks personlige rejse:

– Han har en dvd med, som han får lov til at afspille. Det er film fra da vi var små, som vores morfar har optaget. Vi sidder sammen og ser dem, og jeg kan bare mærke, at det der fællesskab, vi er vokset op i … Der mærkede jeg pludselig noget.

På det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg ville noget andet, men jeg begyndte at tænke, at der var noget attraktivt her, som jeg havde savnet og ikke ville undvære, fortæller Frederik.

Efter mødet begyndte Frederik at sige og gøre nogle af de rigtige ting for at holde kontakten i live. Han lovede, at han nok skulle blive bedre, og blev skrevet op til et stoffrit herberg og dagbehandling for sit stofmisbrug.

Bag de gode intentioner havde misbruget dog stadig et stærkt greb om ham, og i en vis grad var det hele også et røgslør for at komme ud og blive genforenet med sin daværende kæreste i stofmiljøet inde på Istedgade.

Alligevel gav episoden Frederik et første glimt af, at familie og fællesskab kunne være et attraktivt alternativ til den evige kaotiske jagt efter penge til det næste fiks.

Et gradvist skred

Der var ikke én skelsættende begivenhed i livet, der sendte Frederik ud på et sidespor. Det var snarere resultatet af en serie af små tilfældigheder, hvor nye grænser gradvist blev overskredet.

Barndomshjemmet beskriver han som godt og rart; et parcelhus i Allerød med skoven som baghave. Men da han er 13 år gammel, bliver han fascineret af et fællesskab af nogle ældre drenge, der står på skateboard og ryger hash.

På det her tidspunkt føler han sig rodløs: Han ved ikke, hvem han er, hvor han er på vej hen, og hvad det er meningen, at han skal med livet, men han lærer hurtigt, at han kan få de ældre drenges anerkendelse og accept ved at følge i deres fodspor.

Det starter med et par joints om aftenen på basketballbanen. Snart herefter kravler han ud ad vinduet om natten for at stjæle flasker i folks skure til at købe hash. Da han er 15 år, begynder han selv at sælge lidt for at hjælpe vennerne og få dækket sit eget forbrug, og så var endnu en grænse overskredet.

Da kompasset kom ud af kurs

Men det er også et hårdt miljø, hvor de stærkeste bestemmer, og Frederik lærer hurtigt, at man kan sætte sig i respekt og undgå at blive hundset rundt med, hvis man er voldelig og udadreagerende. Knytnæver bliver til knojern og kniv, og han er blot 17 år gammel, da han første gang bliver varetægtsfængslet.

– Det har været en glidebane, siger han, og beskriver nogle turbulente og sorgfulde år, hvor han mister sin mor til kræft, samtidig med at han langsomt taber styringen over sit eget rusmiddelforbrug. Der går ikke lang tid, fra han første gang prøver kokain i weekenden, til han er droppet ud af sin uddannelse for at bruge og sælge på fuldtid.

I sin kontakt med kriminelle miljøer har Frederik samtidig fået et forrået syn på verden. Han udvikler et værdisæt, der afspejler de gangstere, han ser på film.

– Jeg havde jo en forestilling om, at jeg var ligesom Michael Corleone fra The Godfather i narkomiljøet under danske forhold. Det var det ideal, jeg prøvede at leve efter, forklarer han.

Men samtidig med at han får opbygget en stor kundekreds med købere, der står i kø til hans kokain, vokser hans eget forbrug af det stærkt vanedannende stof.

Årene, hvor alt var slukket

På et tidspunkt skylder Frederik så mange penge, at han sætter ild til sin egen bil i håbet om at få forsikringspengene. Men pengene rækker ikke, og pludselig står han inde på Istedgade og sælger heroin. Han lover sig selv, at det kun handler om penge, og at heroin er en grænse, han aldrig vil overskride.

– Men nu var jeg kommet ind i et nyt miljø, hvor de fleste ryger eller fikser kokain, så det lærte jeg også hurtigt. Det var en ny grænse, der var blevet overskredet. Men dem, der røg kokain, røg jo også heroin, så jeg tænkte okay, jeg skal lige prøve det, bare lige for at se, hvad det er. Der sker ikke noget ved en gang. Men så blev det bare ved, så tog det bare hurtigt fat, fortæller han.

Efter et år på Istedgade er Frederik fyldt 24, og han bliver for første gang tilknyttet et misbrugscenter, hvor han får ordineret metadon. Det lykkes ham at blive fri for kokainen, men heroinen er sværere at give slip på igen, og der er ingen, der samler Frederik op.

Efter morens død er familien langsomt faldet fra hinanden i baggrunden, og han mister snart sin far, der må flytte på et bosted efter en hjerneskade forårsaget af delirium fra alkoholabstinenser.

Når man hører Frederik beskrive de efterfølgende år, forekommer det mørkt og tungt: Et rusmiddelbrug, der er ude af kontrol, ind og ud af fængsler med domme for både vold og narko. Men når han bliver spurgt ind til, hvordan han egentlig havde det dengang, må han være svar skyldig:

– Jeg var jo ikke til stede. Jeg kunne slet ikke mærke noget indeni. Der har alt været slukket jo. Jeg forholdt mig ikke til noget følelsesmæssigt, siger han.

Spæde skridt mod forandring

I sidste ende er det gennem fængslet, at Frederik finder vej ind i misbrugsbehandling. Efter besøget fra den tabte bror og gensynet med minderne fra barndommen bliver Frederik prøveløsladt på betingelse af, at han bor på et herberg og får hjælp til sit stofmisbrug.

Da han flytter ind på AlfaRehabs stoffrie herberg og starter i dagbehandling, har afhængigheden stadig et stærkt tag i ham, men betingelserne er klare: Hvis urinprøverne ikke kommer tilbage rene, er det tilbage i spjældet.

Fast besluttet på ikke at ryge ind at sidde igen og med urinprøverne som rettesnor lykkes det Frederik at holde det på knoerne længe nok til, at behandlingen begynder at have en effekt. Noget inde i ham begynder at flytte på sig.

Det var i det sociale fritidsprogram om eftermiddagen efter selve behandlingen, at han begyndte at få øjnene op for, at der fandtes en anden vej for ham.

– For mig var behandlingen meget brandslukning. Det vigtigste var alt det, der kommer efter. For behandlinger ender på et tidspunkt, og hvad så? Så kan man miste alting. Jeg tror det der gav mig mest hos AlfaRehab, var det sociale. Det betød rigtig meget for mig, at jeg hver dag havde noget at lave sammen med andre, forklarer Frederik.

Nye fællesskaber

Gennem de sociale initiativer mødte Frederik pludselig folk, der havde den samme historie som ham, men hvor fællesnævneren var, at alle ville noget andet, fortæller han.

Det sociale eftermiddagsprogram er en vigtig brik af behandlingen hos AlfaRehab. Gennem forskellige fælles aktiviteter får klienterne mulighed for at opbygge et nyt, stoffrit fællesskab og netværk med andre, der ønsker at leve et liv uden rusmidler.

For mange kan det være et vigtigt alternativ til den ensomhed eller de stofmiljøer, de måske har været en del af i årevis.

Programmet bliver lavet i samarbejde mellem behandlere og klienter, og ofte inddrages der også andre sociale tilbud på området. På den måde bliver der bygget bro til et fællesskab og en meningsfuld tilværelse, når behandlingen er slut.

En anden vej

For Frederik blev det sociale program afgørende for hans videre vej. Her mødte han sin kæreste, som han i dag har et barn sammen med, og gennem eftermiddagsprogrammet mødte han nye mennesker, som han fulgtes med til andre netværk og aktiviteter.

I ly for stormen

Mens der hele tiden åbnede sig nye døre, kunne Frederik langsomt begynde at se omridset af et liv uden stoffer og kriminalitet. Samtidig var de utrygge og skiftende fængselsceller blevet byttet ud med et roligt værelse på AlfaRehabs herberg.

– Herberget gav mig meget ro på. Det var tæt på min skole, og det var rart at have den base. Den støtte jeg fik var, at når jeg fik brug for noget, så spurgte jeg personalet, og så var de der, siger han.

AlfaRehabs stoffrie herberg i København er et godkendt § 110-tilbud for mennesker, der har oplevet hjemløshed og tidligere haft et misbrug, men nu er stoffri eller i stabil medicinsk behandling. Herberget er fordelt på fem lokationer og har plads til 70 personer.

Her har beboerne eget værelse og adgang til fælles køkken og opholdsrum. Under opholdet modtager beboerne socialfaglig støtte til at få ro og stabilitet ind i en kaotisk tilværelse og hjælp til at stå på egne ben i egen bolig.

– For mig handlede det om at have et roligt sted at sove, et køkken at lave mad i, og ordentlige forhold hvis jeg havde problemer med noget. Altså, når jeg tænker tilbage på det hele, var det en af de bedste perioder i mit liv da jeg boede på herberget, fortæller Frederik.

4 år uden rusmidler

– I AlfaRehabs dagbehandling ville alle være misbrugsbehandler, så det ville jeg også, siger Frederik og griner. Men på opfordring fra en behandler fik han hjælp til at søge ind på pædagoguddannelsen.

Den uddannelse bliver han færdig med til januar med en profil i social innovation og entreprenørskab, og gennem en af sine praktikpladser har han sikret sig et job der venter på den anden side.

Frederik startede i AlfaRehabs dagbehandling i april 2022. Han drak sin sidste tår alkohol d. 16. september 2022, og siden har han ikke rørt nogen former for rusmidler.

Ganske vist har han stadig et par afhængigheder, men de er heldigvis i den sundere ende: Et koldt bad om morgenen, burpees før morgenmaden, air squats efter aftensmaden – hver dag.

At være i sig selv

Men de lange hårde år har ikke været uden omkostninger. De har sat sine spor som stadig mærkes fire år efter han sidst rørte et rusmiddel:

Han har en gæld, der skal afbetales, og om natten må han stadig sove med en enkelt høretelefon i øret og den samme serie, han har set tusind gange, med lysstyrken skruet helt ned, for at holde tankemylderet væk.

Alligevel fortæller Frederik, at han er så taknemmelig hver eneste dag, for hvis han tænker på, hvordan hans liv var for bare et par år siden, så kan han mærke en kæmpe personlig udvikling.

– Den største forskel er mit forhold til mig selv. Omsorg for mig selv. At det ikke er alt muligt udefra der skal fylde tomrummet. Det skal komme indefra, understreger han.

En dag ad gangen

I dag er det, der betyder noget for Frederik, at hans familie har det godt, at han kan være en god forælder, en god kæreste og en god ven, og at han har et godt fællesskab med nogle gode relationer.

– Det er jeg virkelig taknemmelig for, siger han. Derfor er hans råd til andre, der har været i samme båd som ham, at man skal sætte tempoet ned, fokusere på øjeblikket og tage det en dag ad gangen. Hvis man kigger for langt ud i fremtiden, kan det hele godt virke uoverskueligt, og man risikerer at blive blind for hvor meget man faktisk udvikler sig hvert øjeblik.

– Der er sket så meget, når jeg tænker tilbage år fra år. Så man skal ikke have travlt med det hele. Tag det roligt og bare sørg for at komme igennem dagen uden at tage noget. Og så vil jeg jo sige, at det at bo på et stoffrit herberg er en virkelig god ramme at sætte for sig selv.