Afhængig af chemsex: Bag kulisserne

Afhængig af chemsex – sex og stoffer

Samtidig er det historien om den styrke man kan finde i at arbejde med sig selv og sine dæmoner, og om det liv der venter på den anden side.

“Vi havde sex i 12 timer nonstop. Bagefter kunne jeg ikke sove i 5 dage. Jeg var fuldstændig paranoid og stresset, men jeg kunne ikke stoppe med at tænke på det alligevel.

Pludselig var min trang ikke bare til sex, men til sex og stoffer.”

Sådan fortæller 41-årige Louis om hans første oplevelse med at tage crystal meth til en sexfest i Danmark. Han var kun 29 år gammel, og måske lidt ”young and dumb”, som han siger.

Han vidste ikke dengang at det skulle udvikle sig til en 12 år lang afhængighed af sex på stoffer.

Det startede ved en sexfest

Første gang han tog til en sexfest i Danmark, prøvede han at tage lidt kokain.

”Det var godt, det var sjovt. Man tænker ikke så meget over det, men langsom begynder man at gøre det igen og igen og igen,”

Først 6 måneder senere, prøvede han crystal meth for første gang. Her begyndte Louis’ chemsex-oplevelser, at skifte karakter.

”Jeg tog til fester med mennesker jeg ikke kender, og som jeg måske ikke havde lyst til at være sammen med, men som jeg var sammen med på grund af stofferne. Det er pinligt, vanvittigt og fucked up.”

Mere behandling – bedre rådgivning

I dag er Louis kommet ud af sin afhængighed. Men han spørger sig selv, hvorfor det skulle tage så mange år at finde den rigtige hjælp, og efterlyser et bedre og mere oplyst behandlingssystem til LGBT+ personer der kæmper med afhængighed.

Hvad betyder chemsex og hvad er det?

Der føres ikke officielt tal over hvor mange personer der kæmper med afhængighed af chemsex i Danmark, men en forskningsrapport fra AIDS-fondet fastslår at tallet er i de tusinde.

Fænomenet chemsex, hvor sex kombineres med indtag af hårde euforiserende stoffer – især crystal meth og GBH – er mest udbredt i LGBT+ miljøer, særligt blandt mænd der har sex med mænd og transpersoner.

”En almindelig sex oplevelse varer måske 30 min. Hvis man tager stoffer, kan man være på mange dage i træk, nonstop. Så oppe i hovedet tænker man ”wauw, sikke en fantastisk oplevelse!

Men problemet var, at bagefter kunne jeg ikke stoppe med at tænke på det. Jeg havde hele tiden en lyst som gik igennem mit hoved i et loop,”

Risiko for dobbeltafhængighed

Forskning på området har vist at chemsex medfører risikoen for en kompleks dobbeltafhængighed, hvor man risikerer at blive afhængig af nogle meget vanedannende stoffer.

Men også de meget intense sexoplevelser man kan have på disse stoffer.

For Louis tog det 12 år med terapi, tilbagefald og rigtig mange stoffer, før han igen var i stand til at adskille sex og stoffer.

Porno, dating apps og ensomhed

Louis’ vej til afhængighed af chemsex var tæt forbundet til den måde han datede på. Da han for mange år siden kom til Danmark, havde han brug for kærlighed og kontakt til et andet menneske, ”en der kigger mig i øjnene,” som han siger.

”Det kunne jeg ikke finde i den almindelige verden, fordi vi bor i et samfund hvor vi ikke kan flirte og snakke med folk. Vi er kun online.”

Her peger Louis altså på en forbindelse mellem risikoen for chemsex-afhængighed, og de vilkår der karakteriserer vores moderne samfund.

Et samfund hvor den enkelte får mere plads og flere kvadratmeter at leve på, men samtidig er mere isoleret, har færre venner og mindre menneskelig kontakt.

Ensomheden er fordoblet

Siden år 2000 er andelen af folk der føler sig ensomme i Danmark mere end fordoblet, og i 2021 svarede 27 % af mænd og 34 % kvinder at de følte sig ensomme i en undersøgelse til SDU.

En rapport fra AIDS-fondet har også vist, at tilgangen til chemsex især var stigende under covid-19 nedlukningen, hvor mange kæmpede med isolation, ensomhed og kedsomhed.

”Jeg var sulten efter en forbindelse, men når man er på stoffer, er det en falsk forbindelse man får til folk.”

Dating apps spiller altså en stor rolle, fortæller Louis, fordi man altid kan finde et engangsknald eller en sexfest – uanset om man bor i Jylland eller København.

”Der er rigtig mange mennesker der ender med at gøre det hverdag, fordi de ikke kan stoppe med at misbruge deres telefon, dating apps og porno.

Det bliver en ond cirkel hvor man ender med at være deprimeret, og så har man brug for endnu flere stoffer for at glemme sin depression. Her begynder man at se stress og sygemeldinger fra sit arbejde.”

Manglende behandlingsmuligheder

Louis kæmpede med sin chemsex afhængighed i 12 år. I sine sværeste perioder tog han crystal meth til sexfester 1 gang om ugen. Det tog ham altid 5 dage med nedtur, søvnløshed, stress og paranoia at føle sig normal igen.

Så snart Louis følte sig normal igen, tog han til endnu en fest, og sådan fortsatte det. Han kunne ikke stoppe, fortælle han. Det var her Louis besluttede sig for at søge hjælp.

”Det var svært at finde en vej ind i det offentlige behandlingssystem,” fortæller han.

Louis oplevede at, det offentlige ikke vidste særligt meget om chemsex.

At enkelte af de personer han talte med ikke virkede LGBT+ venlige, og at der samtidig manglende viden om stoffer som crystal meth og GHB.

Det gav ham en følelse af, at han ikke blev taget seriøst.

Da han fortalte kommunen, at han tog crystal meth 1 gang om ugen, i perioder kun hver 2. uge, eller måske kun 1 gang om måneden, blev det sammenlignet med folk der ryger hash eller tager kokain hverdag.

Han fik indtrykket af, at det ikke lød helt så alvorligt i deres øre.

”Men de forstod ikke, at jeg ikke kunne stoppe.”

Det, at han var udlænding, og endnu ikke talte særligt godt dansk, gjorde det ekstra svært for ham at navigere behandlingstilbuddene og finde en passende behandler.

”Det er et problem, fordi når du står og er fucked up, så vil du ikke begynde at undersøge og selv finde ud af selv hvilke rettigheder du har. Jeg var fuldstændig blæst. Jeg havde ikke noget energi til det.”

Skyld og skam

Men den største forhindring var, ifølge Louis, de tunge tabuer der stadig i dag eksisterer omkring homoseksualitet – både fra ham selv og enkelte af de behandlere han mødte.

”Hvem har lyst til at tilbyde terapi om gay sex? Det er et problem for behandlerne, hvis det ikke er behageligt for dem at snakke om emnet, men det er også et problem for mig, fordi hvordan kan jeg fortælle om hvad jeg oplever, hvis de ikke har lyst til at høre om det?”

Louis beskriver de fleste af de terapeuter han talte med over årene som “rigtig søde”, og selvom der aldrig var nogen der nægtede ham at tale om sin seksualitet, så kunne han nogle gange mærke at de ikke rigtig havde tid eller interesse til at gå i den retning.

”Så er der også min egen skam og skyld om de her emner. Det er svært, fordi når man skal tale om de her problemer, skal man ”komme ud” foran folk og prøve at forklare alle de her problemer.

Det er meget hårdt, især som udlænding.”

Efterlysning: Flere LGBT+ venlige tilbud

I dag er Louis kommet i et LGBT+-venligt terapeutisk miljø hos AIDS-fondet og AlfaRehab, men han forstår ikke hvorfor han skulle kæmpe alene med sin afhængighed i så mange år.

Han efterlyser nu mere viden om chemsex i det danske behandlingssystem, og flere skræddersyede tilbud til LGBT+ minoriteter.

”Der er brug for skilte og reklamering som viser, at et behandlingssted er LGBT+ venligt, måske endda chemsex venlig, eller som i det mindste skriver at man har viden om chemsex.”

”Det hjælper, hvis man inden man går igennem døren ved, at her kan jeg bare være homo og chemsex misbruger. Det er vigtigt, men det eksisterer ikke.”

Clean og under uddannelse

I dag er Louis blevet fri fra sin afhængighed, og læser til psykoterapeut. Han vil selv være med til at skabe et inklusivt rum i branchen, og har lovet sig selv at han aldrig vil stoppe med at tale om chemsex.

Alle disse år med terapi har heller ikke været for ingenting.

”Jeg er heldig, fordi jeg har arbejdet med mig selv rigtigt meget.”

Det betyder, at han nu kan tale frit og åbent om emnet. Det bruger han aktivt i hans gruppeterapi, hvor nogle af de andre aktive chemsex-brugere stadig er mere lukkede.

”Jeg er en meget direkte person, så jeg kan bare sige tingene ligeud som det er.

Det får folk til at smile og grine og løsne lidt op, og næste gang de kommer, kan det være de kan tale lidt mere åbent om det.”