Før han startede i behandling, troede Martin at han skulle dø af stoffer

– Af Seth Marvin Andersen

Det var digtene der hjalp Martin igennem nætterne, når dørene om aften blev lukket og han pludselig sad alene i sin fængselscelle og tankerne begyndte at komme frem.

Dagene kom han nemmere igennem end mange andre, for Martin er god til at lave rutiner som giver struktur i hverdagen. Gennem de i alt 18 år som Martin sammenlagt har afsonet i forskellige danske fængsler for narko, bankrøveri, tyveri og bedrageri, har han ellers set mange mennesker, der er brudt sammen mentalt. For livet i fængslet er hårdt, fortæller han. Men dagene kunne han godt komme igennem, for Martin er blevet velsignet med et godt humør.

Når han vågnede om morgen og kom ud med et smil, plejede folk at kigge på ham og sige, du er godt klar over at du er i spjældet, ikke? Men Martin var altid glad, og havde altid halvtreds vittigheder på stående fod. Det er dét, der har reddet ham. Hans gode humør. Og så hans digte.

For det var om aften, når menneskerne forsvandt, og Martin pludselig sad alene i en aflåst celle, overladt til sit eget hoved, at tankerne begyndte at komme frem. Et langt liv. Tung bagage. Mange minder.

I virkeligheden ville han ønske, at han kunne græde, for det er sådan en god ventil, fortæller han. Men det kunne han ikke. Så i stedet satte han sig ved sit skrivebord med pen og papir og begyndte at skrive digte. Han skrev om sine følelser. Glæden og sorgen. Han skrev om stofferne, som han i mange år troede skulle blive hans død. Og han skrev om sit liv og sin barndom.

Barndom uden kærlighed

“Da jeg var barn og kom hjem fra skole, skulle jeg ikke gå hjem med min skoletaske, men hen til det nærmeste værtshus, hvor mine forælder sad. Så jeg er opvokset på et værtshus,” fortæller Martin.

”Jeg starter altid mine Gadens Stemmer turer med at sige, at jeg er vokset op uden kærlighed. Jeg har aldrig fået kram af min mor og far og fået at vide at de elsker mig. Jeg er altid blevet skammet ud og gjort forkert. Det var aldrig godt nok det jeg havde gjort og sådan nogle ting,” siger han.

Det var også en kort barndom. Da Martin er 8 år gammel, dør hans far, og han bliver flyttet til en døgninstitution for børn. Den første af mange institutioner, som Martin kommer til at bo på.

Stoffer og kriminalitet

Da han fylder 10 år, opdager han stofferne. Hans første eksperimenter er med benzin og lightergas, som han sniffer. Senere bliver det hårde stoffer. En heroin-nedtur, fortæller han, er som at have en influenza, der fordobler sig i styrke for hver dag der går uden et fiks.

Snart herefter følger kriminaliteten. Også det startede i det små. Smårapserier i omklædningsrum og butikker. Senere blev det mere alvorligt.

En chance til

Men på et tidspunkt, Da Martin har afsonet endnu en dom, får han at vide, at en betingelse for hans løsladelse er, at han skal i rusmiddelbehandling.

Martin bliver indskrevet på døgnbehandling i 6 måneder. Han bliver så glad for det, at han ender med at blive i behandling i 18 måneder. I dag er han overbevist om, at det har reddet hans liv.

”Da jeg kom i behandling, fandt jeg ud af, at der faktisk var en løsning. At jeg ikke behøvede at tage stoffer. Jeg lærte også, hvorfor jeg tog stoffer.”

Det er i rusmiddelbehandlingen, at han begynder at lære sig selv at kende. For hvem er denne Martin egentlig, der i mere end to årtier har flygtet ind i stoffer og kriminalitet? Stofferne, lærer han, er ikke bare noget han tager for ”at hygge sig lidt”. Stofferne er en udvej, der lader ham flygte fra sine følelser. De mange minder, den tunge bagage.

Da han indser, at der findes et alternativ til stofferne, begynder de at miste grebet om ham. Trangen, som altid havde været der, begyndte at forsvinde, som dug for solen.

At sætte sin historie fri

Han lærer også noget andet. At hvis man taler om sine følelser, hvis man hiver dem ud af mørket, hvor de gemmer sig, og stiller dem ud i lyset, så mister de deres magt.

Det er det der sker, når Martin skriver digte. De svære følelser mister magten over ham. Det er også en af grundene til, at han i dag deler sin historie med vildfremmede mennesker på sine ture hos Gadens Stemmer, og på sine foredrag til unge på folkeskoler og gymnasier.

“Det handler om for mig, at hvis jeg fortæller sårbare ting, så sætter det mig fri. Det kommer ud igennem det der med, at så går jeg ikke med tingene selv. Så får jeg sagt det højt, og så slår jeg den følelse ihjel. Så sætter jeg min historie fri,” siger han.

Betydningen af et fællesskab

Det er også derfor han stadig er med i et stoffrit fællesskab, hvor han lytter til de andres historier og selv deler, hvis han kan mærke, at der er noget der er svært. Selvom han nu i 21 år har været clean og ædru. 21 år uden stoffer og alkohol. 4 år uden kriminalitet. Det er lang tid.

Men han sørger altid for at dele det med nogen, hvis han kan mærke, at han er begyndt at få det svært. For i rusmiddelbehandlingen har han lært om Terence T. Gorski, og at et tilbagefald allerede starter lang tid før man tager noget. Om de forskellige advarselstegn og højrisikosituationer, som han skal være opmærksom på i god tid.

Først kan det være, at der bliver slækket lidt på hygiejnen og ikke ryddet ordentligt op. Så begynder der måske at snige sig nogle små løgne ind hist og her, og pludselig begynder man at føle sig irriteret og synes, at folk er dummet at høre på.

”Så ved man, hov, nu sker der noget, nu er jeg i gang med et eller andet,” siger han og fortæller, at det er sådan nogle praktiske redskaber og indsigter i egne følelser, tanker og adfærd, der har gjort, at han i dag kan sige, at han har været stoffri i 21 år.

Han har også lært, at tanker og følelser ikke varer ved for evigt. At lige så vel som de opstår i nuet, så forsvinder de også igen. Så længe man ikke dyrker dem. For hjernen, siger han, er din værste fjende. Den prøver altid at snyde dig, at trække dig ud af fællesskabet.

Så Martin har opfundet et trick. Når lysten til at tage stoffer opstår i nuet, kan han udskyde følelsen ved at love sig selv, at han tager noget i morgen. Og så får han ro i hjernen. For der er ingen følelser, der varer for evigt, siger han.

At bede om hjælp er en styrke

Men behandlingen har også lært ham en anden vigtig lektion i livet: At der findes hjælp, og at den hjælp der findes, rent faktisk virker, og at han kan række ud efter den, når livet uundgåeligt bliver svært en gang imellem. For sådan er livet. Op og ned.

Det var sådan han endte med at flytte ind på et af AlfaRehabs herberg i København omkring nytår sidste år, efter at have været clean i 21 år. Ikke fordi han havde taget et tilbagefald, var endt på gaden og havde mistet det hele. Men fordi han pludselig stod i en bolig situation med en rumbo der var aktivt misbrugende, og fordi han vidste, at det ikke var et trygt og godt sted for ham at bo.

Som tidligere misbruger med mange års afholdenhed i en så sårbar livssituation var Martin netop en del af den målgruppe, som herberget var tiltænkt. Folk, som har været clean i mange år, men som pludselig står i en situation hvor de er funktionelt hjemløse, og som ikke vil have gavn af at skulle bo på et herberg med mennesker som er aktivt misbrugende.

Herberget holder folk fra gaden

AlfaRehabs stoffrie herberg i København er fordelt på seks matrikler med plads til 70 borgere. Herberget hjælper mennesker, der er endt i en social deroute, med at komme på benene i egen bolig med afsæt i Housing First-princippet, hvor individuelt tilrettelagt støtte og egen bolig betragtes som en grundlæggende menneskeret.

Gennem servicelovens § 85 a har herbergets beboere også mulighed for at fortsætte med at få støtte fra deres kontaktperson – typisk i op til ni måneder – efter, at de er flyttet i egen bolig. Her kan de blandt andet få hjælp til daglige gøremål som betaling af regninger, rengøring og indkøb i den første svære tid.

På herberget fik Martin sit eget værelse og fik tilknyttet en kontaktperson. Her havde han fred og ro, til at fortsætte sine faste og sunde dagligdags rutiner: En halv liter vand med citron og ingefær hver morgen før morgenmaden, at sidde og læse lidt i digtet, som han har skrevet aften før – og bagefter ind at mødes med sit stoffrie fællesskab.

I dag, 6 måneder senere, er han igen flyttet i sin egen bolig, hvor han kan opretholde hans nye afholdende livsstil, og forfølge sin drøm om et karrierer skift fra skraldemand til at arbejde med udsatte unge og misbrugere.

Martin fortæller, at han rejste fra AlfaRehab Herberget med en følelse af, at han var blevet mødt og set som menneske med forståelse og anerkendelse for den situation, han stod i.

“Så jeg synes de er super professionelle, de der personaler, og de har virkelig været en god støtte, også når jeg har haft det svært, så har jeg også brugt dem. Det har virkelig hjulpet mig meget,” siger han.

På vej ud fik han at vide, at han altid var velkommen til at kigge forbi eller ringe, hvis han havde brug for noget. Det kan han godt lide, siger han – det med, at de ikke bare giver slip på én bagefter. Måske vil han tage dem op på tilbuddet i fremtiden. Måske ikke. Han er nemlig ikke så god til alt det med bureaukrati, computere og de offentlige og sociale instanser.

”Yes mand, det kan sgu lade sig gøre”

I dag er det vigtigt for Martin, at han selv kan give noget tilbage af al den hjælp han har fået, og at finde en måde at bruge hans egen erfaringer som en ressource. Derfor har han taget et kursus i peer-to-peer, som han bruger som frivillig ude på et misbrugscenter. 

“Det minder mig om, hvor jeg selv kommer fra, at sidde og snakke med de mennesker. For jeg har været lige så langt ude som dem jo. Så det er virkelig fedt at sidde der og tænke: Yes, mand, altså – det kan sgu lade sig gøre, mand. Og jeg har en kærlighed til det der, fordi jeg brænder for at kunne hjælpe sådan nogle mennesker.”

“Mange af dem har været voksenmisbruger i 30-35 år, og ligesom mig tror de ikke, at der er en løsning. Nogle af dem ved det selvfølgelig godt og har været i behandling, men har taget et tilbagefald. Men de tror også bare, at de skal dø af junk. Men når de så ser én, der har været igennem det samme som dem, som har siddet med 20 år clean, så ved de godt, okay, der er sgu en vej ud ik’? Der er en løsning, ik’? Det er det, der ligesom er mit håb.”

At give budskabet videre

I dag er der intet Martin savner ved sit tidligere liv som misbruger og kriminel. At vågne hver morgen og føle sig syg på grund af heroinen. Hele tiden at være stresset for at skaffe op mod 3.000kr om dagen gennem kriminalitet for at betale stoffer og gæld.

Derfor håber Martin også, at hans historie kan være med til at redde andre for at skulle gennemgå det han selv har levet. Som dengang hvor han var ude på en skole og holde et foredrag for 70 elever, hvor der bagefter kommer en 13-årige dreng op til ham, kigger ham i øjnene og siger: ”Ved du hvad, Martin, jeg har sgu haft lyst til at tage stoffer, men efter jeg har hørt din historie, så ved jeg, at jeg ikke skal.”

I dag får Martin helt kuldegysninger, når han fortæller historien.

”Der tænker jeg bare, yes mand, det er dét jeg skal. Det der med, at give budskabet videre til andre, og kan jeg redde bare en ud af halvfjerds, så er det dét hele værd, ik’?”

Martin P. er guide for Gadens Stemmer i København. Du kan læse mere om hans guidede ture her.

Læs mere

• 85 a: Fra hjemløshed til egen bolig med sammenhængende bostøtte
• Når livet sætter spor: Traumefokus i praksis på AlfaRehabs herberg
• NADA-behandling er populært på herberget: Giver ro i sind og krop
• Renovering af AlfaRehab herberg: Investering i beboernes trivsel skaber trygge rammer for forandring