Vælg en side

NADA-behandling er populært på herberget: Giver ro i sind og krop

Medarbejderfokus: Blandt beboerne på AlfaRehabs herberg i København, er der stor efterspørgsel på NADA, som kan give fred og ro i sind og krop i en periode hvor der er behov for stabilitet i tilværelsen.

Klienter som modtager Nada behandling

Landsdækkende behandlinger

Vi hjælper flere hundrede personer årligt

Sundhedsfaglige behandlere

To medarbejdere fra AlfaRehabs herberg for hjemløse i København kan i dag kalde sig certificerede NADA-behandlere.

Socialrådgiver Maja Frost og social pædagog Andreas Johansen har netop gennemført et intensivt kursus hos NADA-Danmark, og de er allerede begyndt at integrere metoden i deres daglige arbejde.

Men hvad er det egentlig, NADA kan, og hvorfor er det særligt relevant for herbergets målgruppe?

Ikke bare hokuspokus

De indrømmer det gerne: Det kan godt lyde lidt som noget hokuspokus, det dér NADA. Derfor har de også en klar opfordring, hvis der sidder nogle skeptikere derude: Prøv det.

De har selv prøvet det og ofte set, hvordan udsatte og sårbare mennesker ved hjælp af NADA kan finde frem til en indre kropslig og psykisk ro, der styrker deres mentale velvære og trivsel i processen mod bedring.

Ja, faktisk vil de gå så langt som at påstå, at stort set alle ville kunne få gavn af NADA på en eller anden måde.

Hvad er NADA?

NADA er en standardiseret øreakupunktur, hvor man indsætter nåle i fem faste punkter i hvert øre.

NADA virker ved at stimulere belønningssystemet, udløser endorfiner i kroppen og påvirker en række transmitterstoffer, hvilket giver en afslappende og stabiliserende effekt. For eksempel giver en nål i punktet Sympatikus ro, dæmper angst og er stresslindrende, fordi det regulerer det autonome nervesystem, puls og blodtryk.

NADA har rødder i traditionel kinesisk medicin (TCM), som er et ældgammelt, holistisk sundhedssystem, der skaber balance mellem krop og sind.

Men det er nok bedre kendt for sin rolle i 1970’ernes USA, hvor NADA-metoden blev brugt til abstinensbehandling hos opioidafhængige.

I dag er NADA-akupunktur en udbredt metode til at skabe ro, stabilitet og en følelse af afslappethed hos mennesker med både stress, angst, uro og vrede samt fysiske og psykiske diagnoser.

Stor efterspørgsel

AlfaRehabs herberg i København er hjem for 70 borgere fordelt på seks matrikler og arbejder ud fra Housing First-princippet, hvor egen bolig ses som en grundlæggende menneskeret, og hvor individuelt tilrettelagt, helhedsorienteret støtte hjælper mennesker i social deroute med at etablere sig i egen bolig.

Blandt beboerne på herberget er NADA meget populært, og ofte kommer de selv og efterspørger det.

Det fortæller relationsmedarbejder Andreas Johansen, som er uddannet socialpædagog og i mange år har arbejdet på forskellige §110-tilbud for udsatte og hjemløse borgere i København.

Han forklarer, at mange af beboerne kender NADA fra deres tid i alkohol- eller stofbehandling, hvor det ofte anvendes til at skabe fred og ro hos borgeren, så de kan få det bedste udbytte af behandlingen.

Når borgeren kommer til Andreas og efterspørger NADA, ved de ofte allerede selv, hvordan det gavner dem. Noget af det, der er særligt ved metoden, er nemlig, at effekten fra nålene er forskellig fra person til person.

Derfor er NADA også en såkaldt non-verbal behandling, hvor man ikke får fortalt på forhånd, hvilken effekt man vil opnå, men i stedet skal opdage det selv.

”Dem, der ikke har prøvet det før, prøver vi at motivere til at prøve det, for vi har aldrig mødt nogen, der ikke har gavn af det,” siger Andreas.

NADA som naturlig ressource og mestringsstrategi

Herberget er hjem for mange forskellige mennesker med vidt forskellige baggrunde og komplekse problemstillinger. Men fælles for mange er, at de befinder sig i en meget sårbar livssituation, hvor de har behov for hjælp og støtte til at komme på benene igen.

Mange har en svær fortid med alkohol- og stofmisbrug og hjemløshed, og rigtig mange lever med forskellige psykiske diagnoser som ADHD/ADD, angst, depression, skizofreni og forskellige grader af traumer og PTSD.

“Stort set alle vores borgere har en – hvis ikke flere – diagnoser. Men i NADA kigger man ikke efter selve diagnosen som en udfordring. Man er interesseret i, hvad det er for et symptom, der udfordrer, og så prøver man at afhjælpe symptomet. Man går ligesom bagom selve diagnosen,” forklarer socialrådgiver Maja Gry Frost, der arbejder som relationsmedarbejder hos AlfaRehab.

Maja fortæller, at beboerne ofte kæmper med symptomer som stress, uro, vrede, søvnløshed, tankemylder og abstinenser. Mange er vokset op i dysfunktionelle hjem, hvor de ikke har lært at håndtere følelser, og derfor har de været vant til at bruge rusmidler som en overlevelsesstrategi.

Mange oplever, at NADA er et ufarligt og sundt alternativ til at opnå noget af den samme ro og afslappethed, som de tidligere har søgt i rusmidlerne.

NADA er kendetegnet ved sit fokus på recovery og empowerment, netop fordi det giver borgerne et naturligt redskab til at finde indre ro i krop og sind.

Gør det, du kan

For at opnå den bedste effekt af NADA anbefales det, at man sidder i stilhed for sig selv i 45 minutter og har en form for indre samtale.

Men fordi mange af herbergets beboere har komplekse psykiske udfordringer, som gør det vanskeligt at sidde stille eller føle sig tryg ved at lukke øjnene, opfordrer Maja og Andreas dem blot til at forholde sig i ro. De kunne aldrig finde på at presse dem til noget, de ikke selv ønsker:

“Nogle sidder stille i 5 minutter, og så ser de fjernsyn. Så er det dét, de gør. Nogle hører musik, andre ryger smøger. Gør det, du kan. Noget af det fede ved NADA er, at man ikke behøver at sidde til en times terapeutiske samtale. Jeg har endda haft en med ned i Lidl med NADA-nåle i ørerne,” fortæller Maja.

Ro på nervesystemet

NADA kan både bruges til at skabe ro her og nu og til at opnå en mere varig forandring over længere tid. For at opnå en effekt skal nålene sidde i øret i cirka 45 minutter. Herefter vil man ofte kunne mærke en effekt i 24-36 timer.

Andreas fortæller, at beboere sommetider efterspørger NADA, inden de skal til en samtale med kommunen eller jobcenteret.

“Inden samtalen er de ofte meget stressede. De er meget oppe i deres hoved og oplever alle mulige katastrofetanker: Hvad vil de sige derinde, og hvad nu hvis? Men efter 45 minutter med NADA oplever mange, at der kommer ro på katastrofetankerne. På den måde kan det være med til at gøre de svære samtaler mere håndterlige,” siger Andreas.

Han forklarer, at NADA også kan bruges til at skabe mere varig forandring, hvis man deltager i et mere struktureret forløb. Her vil man typisk modtage NADA 2-3 gange om ugen over 12 uger.

”Det er tit de længere forløb, der har en effekt, fordi nervesystemet bliver ved med at komme i ro,” siger Maja.

Efter et længere forløb fortæller mange, at der er kommet mere styr på tankemylderet, og at de sover bedre om natten.

1) Sympatikus – stressdæmpende og fysisk afslappende punkt.

Fordøjelses organer

Vigtige funktioner – Sindsro, omsorg, nyren – lindrer stress, abstinens behandling samt fysisk uro.

 2) Shen men – regulerer psykiske ubalancer, virker beroligende.

Psykiske processer

Vigtige funktioner – Følelser, tanker og relationer – påvirker oxytocin-reguleringen.

 3) Nyren – viljestyrke og øget energi.

Afhjælper stress

Vigtige funktioner – Stresshåndtering og smerter.

4) Lungen – Sorg og taknemmelighed.

Håndtere sorg og tab, finde ro i sig selv.

Vigtige funktioner – Evnen til at finde tilfredshed og give slip.

 5) Leveren – Håndtere vrede, stress og afgiftning

Accept og aggressive impulser. 

Vigtige funktioner – Forebygge angst, depression, psykose og depression.