Vælg en side

Et øjebliksbillede af narkotikasituationen i Europa – Del 1/2

En ny rapport fra EU’s narkotikaagentur (EUDA) gør status på den nuværende situation for illegale stoffer i Europa. 

Det er spændende læsning – omend bekymrende, men læs med og bliv klogere.

narkotikasituationen i Europa

Landsdækkende behandlinger

Rådgivning og hjælp 24/7 alle ugens dage

Vi hjælper flere hundrede personer årligt

Sundhedsfaglige behandlere

En ny rapport fra EU’s narkotikaagentur (EUDA) gør status på den nuværende situation for illegale stoffer i Europa.

Den tegner et billede af et narkotikamarked som er modstandsdygtigt overfor globale udviklinger, og hvor moderne teknologier spiller en afgørende rolle i udbredelsen af nye illegale rusmidler.

Dette er den første ud af to artikler. Del 1 kigger på hvordan produktionen og markedet for illegale stoffer i Europa har udviklet sig.

Del 2 stiller skarpt på de mest udbredte stoffer i dag, de nye stoffer som er kommet til, og nye forbrugsmønstre.

Globale konflikter og illegale stoffer

Verden er i rivende udvikling. Nye teknologiske landvindinger, globale konflikter og en eskalerende klimakrise bidrager alt sammen til en ustabil verdenssituation.

Disse udviklinger påvirker også markedet for illegale stoffer, lyder det i den Europæiske Narkotikarapport 2025. Men dette marked har vist sig at være fleksibelt og modstandsdygtigt, og både leverandører og forbruger finder hele tiden nye måder at tilpasse sig.

Det har medført, at nye stoffer vinder frem på markedet, og samtidigt at de europæiske myndigheder har sværere ved at følge med, fordi det kræver en stor og dyr indsats.

Eksempler er nye højpotente syntetiske opioider som nitazener, stimulanser blandet med cathinoner og nye former for semisyntetiske cannabinoider.

Disse nye stoffer er ofte mærket forkert, eller indgår i blandinger med andre stoffer. Det øger sundhedsrisikoen, fordi folk i stigende grad ikke ved hvad de indtager, og samtidig skaber det udfordringer for retshåndhævelsen og lovgivningen.

Og det kommer vi alle sammen til at mærke konsekvenserne af, forhører det sig i rapporten:

Det vil blive mærket af de personer, der udvikler misbrug og får brug for behandling. Det kan også ses i form af pressede sundhedsbudgetter og sociale omkostninger for samfundet, hvor borgere føler sig utrygge.

Det kan forværre eksisterende problemer som hjemløshed, psykiske lidelser og ungdomskriminalitet.

Det kan føre til stigende rekrutteringen af sårbare unge til narkorelateret kriminalitet, og institutioner og virksomheder vil blive undermineret af korruption og kriminalitet.

Hvordan er markedet for illegale stoffer i Europa i 2025?

Salget af illegale stoffer er en lukrativ forretning for de kriminelle netværk der står bag. Der er stor konkurrence om at kontrollere kilderne til produktion, ruterne for transport og markedet for salg.

Den øgede konkurrence vækker bekymring hos EUDA, fordi det fører til mere korruption hos personalet i de logistiske forsyningskæder, samt forsøg på at infiltrere og destabilisere institutioner.

Samtidig fører til det mere vold og intimidering, f.eks. mod sårbare unge, som i stigende grad rekrutteres via sociale medier til at begå narkorelateret kriminalitet.

Her kan der både være tale om smugling og salg, men i særligt bekymrende tilfælde er der også eksempler på unge der rekrutteres til at begå grov vold og drab.

Den stigende vold og intimidering rettes også mod enkeltpersoner og familier, i tilfælde hvor personer har ophobet stofgæld.

Hvordan kommer stofferne ind i Europa?

Hvert år bliver der beslaglagt større og større mængder narkotika i Europa. Især kokain er i vækst, og i 2023 blev der beslaglagt hele 419 ton.

Spanien slog også rekord for den hidtil største beslaglæggelse af kokain i en enkelt forsendelse, da man sidste år fandt 13 tons kokain gemt i bananer fra Ecuador.

I Tyskland beslaglagde man 43 ton kokain i 2023. Det er dobbelt så meget som året før. I Hamburg Havn alene blev der konfiskeret 25 ton, forklædt som frugter fra Latinamerika.

Her fristes man måske til at tænke, at det betyder, at der er færre stoffer i omløb. Men ifølge EUDA er det faktisk et tegn på at produktionen og handelen er stigende, og at bagmændene finder nye måder at smugle stofferne ind på.

Mange stoffer kommer til de store europæiske havne via skibe, hvor de undgår at blive konfiskeret ved brug af avancerede camouflageteknikker.

Men i takt med at man styrker indsatsen i de store havner, vender bagmændene sig i stigende grad mod mindre havne, og i nogle tilfælde kaster de endda lasten i havet, hvorefter den samles op af mindre både.

Men det er ikke alle stoffer, der bliver smuglet ind fra udlandet. Nogle stoffer produceres i stigende grad på europæiske jord.

Syntetiske stoffer vinder terræn

Ifølge EUDA er der sket en stigning i produktionen af syntetiske stimulanser i Europa, f.eks. amfetaminer, MDMA og cathinoner.

Det kan man se, fordi man har fundet flere anlæg med høj produktionskapacitet, og fordi man beslaglagt flere af de såkaldte prækursorerkemikalier – altså de kemikalier man skal bruge for at fremstille stimulanser som MDMA og amfetamin.

Frem til 2022 blev der i gennemsnittet beslaglagt 54 tons prækursorerkemikalier om året, men 2023 blev et rekordår, da man beslaglagde 178 ton.

Mange af disse konfiskeringer fandt sted i Holland og Ungarn, hvor man fandt kemikalier til at fremstille MDMA, amfetamin og metamfetamin. Andre fandt sted i Polen, hvor man fandt store mængder kemikalier til produktion af syntetiske cathinoner.

Det vækker bekymring, at producenterne er rykket tættere på forbrugerne, fordi det kan udløse hurtige og uforudsigelige ændringer i forbrugsmønstre.

Behov for hjælp?

Stop alkohol

Ring til os på 35 35 35 81

Onlineplatforme gør det lettere at sælge og købe stoffer

Mange har måske et billede af, at stoffer er sådan noget man køber på et gadehjørne, hvor pengene skifter hænder så hurtigt at man ikke når at se det.

Men salg og køb af stoffer er i stigende grad gået online. Det er især blevet populært på grund af den anonymitet det digitale rum tilbyder.

Meget af detailhandlen foregår også ganske offentligt på de sociale medier, som har vist sig at være et nemt og bekvemt redskab til at få kontakt til kunder.

Sociale medier har medført at stoffer er blevet mere lettilgængelige, fordi man i mindre grad behøver at kende nogen for at få adgang. Det er især bekymrende i forhold til børn og unge, som i dag har meget let ved at anskaffe sig diverse rusmidler online.

Det har de kriminelle netværk øje for, og derfor er de også til stede på de sociale medier for at rekruttere sårbare unge til at arbejde for dem.

Til gengæld er the Dark Web og kryptovaluta blevet mindre populært, fordi politiet her har haft mere succes med at infiltrere disse krypterede kommunikationsnetværk.