Vælg en side

Ny undersøgelse: Hvad fortæller spildevandet os om danskernes rusmiddelbrug?

Sundhedsstyrelsen har udgivet sin anden spildevandsanalyse. Metoden giver indsigt i danskernes forbrug af rusmidler og belyser både geografiske forskelle og udviklingen over tid.

Denne artikel dykker ned i de vigtigste fund.

Spildevand sætter tal på brug af rusmidler i Danmark

Anonym rådgivning og behandling

Mulighed for betaling via din Sundhedsforsikring

Erfarne behandlere med specialviden

Af Seth Marvin Andersen

Danskernes forbrug af kokain, MDMA og alkohol er i gennemsnit to til tre gange højere i weekenderne sammenlignet med hverdage.

Det viser Sundhedsstyrelsens nye spildevandsundersøgelse, som måler udskillelsen af de 14 mest udbredte rusmidler i spildevandet i Danmark.

Rapporten viser også, at kokainforbruget i Danmark fortsat er stigende, og selv om meget af forbruget foregår i weekenderne, indtages en stor del også i løbet af ugen.

Men i modsætning til de populære feststoffer som alkohol, kokain og MDMA viser spildevandet, at forbruget af amfetamin, metamfetamin, ketamin, opioider og THC er relativt stabilt gennem alle ugens dage.

Rapporten belyser også de geografiske forskelle. For eksempel er forbruget af stoffer som kokain, MDMA og ketamin højere i de større byer, mens brugen af opioider ser ud til at være større i de mindre byer.

Rapporten National kortlægning af rusmidler i spildevand fra danske byer, som udkom i juni 2026, er udarbejdet af Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet på vegne af Sundhedsstyrelsen.

Spildevand giver geografiske detaljer om rusmiddelbrug

Den nye undersøgelse bygger på data fra 2025 indsamlet på 29 renseanlæg i landets større byer, og dækker ca. halvdelen af landets befolkning.

Ved at analysere urenset spildevand fra et renseanlæg er det muligt at estimere rusmiddelforbruget på befolkningsniveau. Det er dog, skriver forfatterne, en metode, som er behæftet med visse usikkerheder og fejlkilder.

Sammenlignet med f.eks. spørgeskemaundersøgelser vurderes metoden dog at være den bedst egnede til at give præcise geografiske oplysninger om forbruget af rusmidler.

De geografiske detaljer kan være et værktøj til at opdage lokale udviklinger og advare myndighederne i god tid. Eksempelvis fik myndighederne i Fredericia en underretning, da man fandt væsentligt større mængder fentanyl der end i resten af landet.

Fentanyl er et potent opioid, som især er kendt fra opioidkrisen i USA og Canada. Som noget nyt blev der fundet fentanyl i prøver fra alle 29 renseanlæg i anden halvdel af 2025.

I den forrige spildevandsundersøgelse, som udkom sidste år, var det ikke muligt at måle fentanyl i spildevandet, fordi forbruget var lavere end metodens detektionsgrænse.

I den nye rapport lyder det dog fortsat, at niveauerne er lave, og der er ingen tegn på et omfattende forbrug.

Danskernes forbrug af kokain stiger

Sammenlignet med 2024 er mængden af kokain i spildevandet steget i 2025. Det er især i hovedstadsområdet, at kokainforbruget ser ud til at være særligt højt.

I København, hvor målingerne er blevet foretaget siden 2011, er forbruget blevet fordoblet over de seneste 10 år.

Men hvor meget kokain bliver der egentlig indtaget på et år i Danmark? Ifølge undersøgelsens estimat lå det samlede kokainforbrug i 2025 på ca. 5 tons ren kokain.

Det svarer til omkring 7 tons kokain på gadeplan, da det antages, at den kokain, der sælges og indtages i Danmark, har en gennemsnitlig renhed på 70 %.

Årlig forbrug af rusmidler

Kokain er også udbredt i hverdagene

Dermed er kokain det mest udbredte centralstimulerende illegale stof i Danmark. Det afspejles også i, at politiet beslaglægger kokain væsentligt hyppigere end andre illegale stoffer. En tendens, der også ses i resten af Europa, hvor der i dag er historisk store mængder kokain.

Selv om niveauet af kokain i spildevandet i Danmark er markant højere i weekenden end på hverdage, har spildevandsundersøgelserne vakt bekymring hos myndigheder og fagpersoner, fordi en væsentlig del af indtaget også finder sted på hverdage.

Det kan også mærkes på landets behandlingssteder, hvor der siden 2021 er sket en stigning i antallet af klienter, som har brugt kokain i månederne op til, at de søger behandling.

På EU-plan er antallet af førstegangsindskrevne, som søger hjælp for kokainmisbrug, steget med 31 % siden 2018.

Amfetamin indtages både i hverdage og weekender

Mens kokainforbruget er særligt højt i weekenderne og især koncentreret i hovedstadsområdet, er billedet anderledes for det andet udbredte centralstimulerende stof, amfetamin, også kendt som speed.

Ifølge rapporten er det nemlig bemærkelsesværdigt, at der observeres en konstant udskillelse af amfetamin i løbet af ugen, da amfetamin traditionelt betragtes som et feststof, og forbruget derfor må forventes at være særligt højt i weekenderne.

Det rejser et nærliggende spørgsmål: Hvorfor? Er den konstante udskillelse af amfetamin gennem hele ugen et tegn på, at amfetamin i højere grad anvendes som led i et længerevarende misbrug?

Her kommer spildevandsmetoden dog til kort. Fortolkningen, lyder det i rapporten, kompliceres af, at en del af den amfetamin, der måles i spildevandet, kan stamme fra receptpligtige lægemidler, som anvendes til behandling af ADHD. Det kan i teorien forklare, hvorfor udskillelsen er så stabil gennem ugen.

København: Jævn stigning i amfetaminforbruget

Selv om væksten i forbruget af amfetamin ikke har været lige så markant som for kokain, har der også været en jævn stigning i mængden af amfetamin i spildevandet i København siden 2011.

På landsplan estimeres det, at der blev indtaget ca. 446 kg rent amfetamin i 2025. Men da amfetamin i gennemsnit kun har en renhed på 15 % på gadeplan, svarer det faktiske forbrug snarere til omkring 3 tons – altså stadig en del under de 7 tons kokain, der blev indtaget i Danmark sidste år.

Spildevandet viser også, at der er geografiske forskelle i danskernes forbrug af amfetamin og kokain. Mens de største mængder kokain udskilles i hovedstadsområdet, er udskillelsen af amfetamin pr. indbygger generelt størst i de mindre byer.

Hovedstaden har et stærkt marked for metamfetamin 

Mens amfetamin er mest udbredt i mindre byer, forholder det sig anderledes med det nært beslægtede metamfetamin, hvor niveauet er markant højere i København end i resten af landet.

Ifølge rapporten tyder det på, at der findes et særligt marked for stoffet i hovedstadsområdet.

Siden 2011 er der observeret en mindre stigning i forekomsten af stoffet i København. Men da det kan være vanskeligt for myndighederne at skelne mellem amfetamin og metamfetamin, er udbredelsen i Danmark dårligt belyst, skriver forfatterne.

Rapporten estimerer, at det samlede forbrug i 2025 var omkring 41 kg rent metamfetamin, hvilket svarer til 53 kg på gadeplan ved en gennemsnitlig renhed på 77 %.

MDMA er fortsat et feststof, der indtages i weekenderne 

Sammenlignet med kokain, som i stigende grad også bliver indtaget på hverdage, er det kendte centralstimulerende stof MDMA – også kendt som ecstasy – stadig et feststof, som hovedsageligt indtages i weekenderne.

Prøverne viser, at udskillelsen af MDMA i spildevandet er ca. to til tre gange højere i weekenderne end på hverdage. Over årene er der da heller ikke observeret nogen mærkbar stigning i forbruget, som har ligget relativt stabilt i København siden 2011.

I Danmark er MDMA mere populært som pulver i krystalform end som piller (ecstasy), og det antages, at der blev indtaget ca. 89 kg rent MDMA i Danmark i 2025.

Uvist hvor stort ketamin forbruget er i Danmark 

Spildevandsmålingerne viser, at udskillelsen af ketamin i det danske spildevand er stabil hen over ugen, hvilket fortæller os, at ketamin ikke på samme måde som kokain og MDMA primært er et feststof, der indtages i weekenden.

Hvor meget ketamin der faktisk indtages i Danmark, kan spildevandsprøverne dog endnu ikke vise.

Forfatterne peger dog på flere forhold, der kan tyde på et stigende forbrug: Antallet af beslaglæggelser er steget over de seneste fem år, og der er siden sidste år målt stigende niveauer i flere europæiske byer.

THC er stadig det mest udbredte stof 

Udover lovlige rusmidler som alkohol og nikotin er THC – det aktive stof i hash og marihuana – fortsat det mest populære euforiserende stof i Danmark.

De nye prøver viser, at udskillelsen af THC i spildevandet er jævnt fordelt over ugen og er, i modsætning til flere andre stoffer, ikke noget, der hører weekenden til.

Spildevandsprøverne kan til gengæld ikke vise, hvor meget cannabis der indtages på en typisk uge i Danmark. Årsagen er, at cannabis findes i forskellige produkter, som indtages på forskellige måder, og derfor kan det være svært at omregne det til et samlet forbrug.

Alkoholforbruget i Danmark falder 

At danskerne har et stort forbrug af alkohol, er gammel nyt. Men skulle man sidde og undre sig over, hvor stort det egentlig er, kan man gå ind på Danmarks Statistik og tjekke det registrerede forbrug.

Her kan man læse, at der i 2025 blev solgt alkohol i danske forretninger svarende til 42,6 mio. liter ren alkohol. Det vil sige, at alle over 18 år i gennemsnit køber 8,8 liter ren alkohol om året.

Tager man udgangspunkt i spildevandsprøverne, får man imidlertid et lidt andet tal. Her estimeres det årlige alkoholforbrug nemlig til 5,7 liter pr. person over 18 år.

Uanset hvilket tal man tager udgangspunkt i, fortsætter den mangeårige tendens, hvor danskernes alkoholforbrug fortsat er højt sammenlignet med andre lande, men dog er på vej ned.

Måske ikke overraskende viser spildevandet også, at alkoholforbruget stiger i weekenderne, og at indtaget er nogenlunde jævnt fordelt mellem de forskellige byer.

Ingen ændring i forbruget af opioider

Sammenlignet med spildevandsprøverne fra 2024 er der ikke sket nogen ændring i forbruget af opioider i 2025.

Niveauet er generelt lidt lavere i Aarhus og København end i de mindre byer, og forbruget er jævnt fordelt over ugen.

Da opioider både udskrives som receptpligtig medicin og importeres ulovligt fra udlandet, kan spildevandet dog ikke skelne mellem, hvad der stammer fra lovligt og ulovligt indtag. Derfor opfordrer forfatterne til, at tallene holdes op mod andre kilder.

Har du brug for hjælp nu?


Kontakt os anonymt og fortroligt


Få en uforpligtende forsamtale


Vi tilpasser forløbet til din hverdag – hjemme, online eller hos os


Du kan få anonym og gratis hjælp


Tag første skridt – vi hjælper dig i gang