Nyt forløb til pårørende skal skabe tryghed og sammenhold for mennesker berørt af misbrug

– Af Seth Marvin Andersen

Hjælp og støtte til pårørende har altid været en integreret del af AlfaRehabs helhedsorienterede tilgang, hvor der tages hånd om hele familien og de mennesker, der er berørt af en misbrugsproblematik.

I det nye forløb mødes deltagerne i en lukket gruppe én gang om ugen i seks uger. Tidligere var gruppen åben og tidsubestemt, så deltagerne frit kunne møde op efter behov.

– Fordelen ved et fast forløb er, at deltagerne kommer til at kende hinanden bedre, fordi det er den samme gruppe hver gang. Det giver en anden tryghed i gruppen og mulighed for at kende hinandens livssituation og følge lidt op på hinanden, fortæller Janni Als, der er leder for pårørende- og ludomanibehandling hos AlfaRehab.

Bedre rammer for undervisning

Den faste struktur giver ikke kun mulighed for at opbygge et tættere fællesskab. Den skaber også bedre rammer for psykoedukation, fordi alle kommer igennem de vigtigste emner, der knytter sig til at være pårørende til et menneske med et misbrug.

Efter lidt kaffe, te og forplejning starter gruppen med undervisningsmateriale, som deltagerne får udleveret og gennemgår sammen på tavlen.

Undervisningen kommer blandt andet omkring, hvad afhængighed er, hvad det vil sige at være pårørende til et menneske med en afhængighed, hvilke dynamikker det kan skabe i parforhold og familier, hvordan man regulerer sig selv i stressende situationer, og hvordan man lærer at sætte grænser for sig selv.

Men selvom undervisningen har en fast plads i forløbet, er det mindst lige så vigtigt, at deltagerne har plads til at ventilere og tale om det, der fylder lige nu, understreger Janni, der afholder og faciliterer grupperne.

Efter psykoedukationen er der derfor en runde, hvor alle bliver spurgt, hvordan de har det. Her kan deltagerne tale åbent om det, der er svært, i et rum, hvor man ikke bliver dømt. Samtidig får de mulighed for at spejle sig i andres historier og opleve, at de ikke er alene eller forkerte med deres følelser.

Pårørende mærker ikke sig selv

Netop det at få kontakt til sine egne følelser er vigtigt. Gennem sine mange år med mennesker, der står på sidelinjen af et misbrug, har Janni lagt mærke til et mønster.

Når nye pårørende for første gang møder op i en gruppe, fortæller de ofte udelukkende om den, der har et misbrug. Hvordan vedkommende har det, hvad personen gør, og hvad personen ikke gør.

Men når de bliver spurgt, hvordan de egentlig selv har det, fryser de et øjeblik, før de endelig svarer, at det ved de ikke.

Ifølge Janni er det en velkendt problematik, at pårørende bliver så optaget af at håndtere og minimere konsekvenserne af misbruget, at de undervejs mister kontakten til sig selv.

– Når man er tæt på et menneske, der er i et misbrug, bruger man rigtig meget energi på at mærke, hvad der sker ovre i den anden. Så mekanismen bliver faktisk, at man ikke mærker sig selv, fortæller hun.

At finde tilbage til sig selv

Konsekvensen kan være, at de pårørende langsomt begynder at krakelere på sidelinjen. For som Janni forklarer, er det ofte de følelser, man ikke vil være med, der i sidste ende vil forfølge én.

En del af arbejdet i pårørendegruppen handler derfor om at hjælpe deltagerne med at finde tilbage til sig selv.

– Noget af fokusset i pårørendegruppen er derfor at hjælpe dem med at finde ud af, hvordan de kommer tilbage til sig selv: Hvordan har du det lige nu? Hvad har du brug for? Hvad er dit helle? Hvad er egentlig dig selv i det her? Og er der nogle følelser, som fx sorg, der ikke bliver taget hånd om?

Samtidig kan det gøre en forskel at opdage, at andre står i lignende situationer. Noget af det forunderlige ved gruppebehandling er ifølge Janni, at følelserne pludselig kan forekomme mindre voldsomme, når man sidder i et rum, hvor man har lov og plads til at have det, som man har det, og kan spejle sig i andre, der er i samme båd.

Ingen gode råd

For at mindske de følelser af skyld, skam og forkerthed, som mange pårørende bærer på, er der en regel i gruppen: Man må ikke give gode råd.

Mange pårørende oplever, at de må lægge øre til velmenende råd fra mennesker omkring dem, som ønsker dem det bedste, men som i sidste ende kan have den modsatte effekt. De bliver måske rådet til at sige mere fra, til ikke at finde sig i situationen længere eller til at gå fra den person, der har et misbrug, og komme videre.

– Men så er det netop, at det bliver skamfuldt, og man ender med at isolere sig. Hvis man har det dårligt, begynder man at holde det for sig selv af frygt for, at andre bare vil fortælle én, at man skal sige fra og komme videre, forklarer Janni.

I gruppen er der i stedet plads til at tale, blive lyttet til og spejle sig i andre uden at blive dømt eller vurderet. Man kan komme igen og igen og fortælle, at man har gjort det samme endnu en gang, uden at skulle forsvare sig eller leve op til andres forventninger.

Ifølge Janni kan det være med til at skabe plads til, at motivationen for forandring kommer indefra. Ikke fordi andre siger, at man skal gøre noget anderledes, men fordi man gennem samtalerne selv begynder at få øje på sine egne mønstre og på, hvad man har brug for at ændre.