
Landsdækkende behandlinger
Rådgivning og hjælp 24/7 alle ugens dage
Vi hjælper flere hundrede personer årligt
Sundhedsfaglige behandlere
Hvordan foregår ludomanibehandling hos AlfaRehab?
Selvom ludomani er en vanskelig lidelse, der kan have alvorlige konsekvenser, har Uhre i mere end 5 år set hvordan man kan komme ud på den anden side med den rette behandling.
Som ludomanibehandler hos AlfaRehab, arbejder hun med et behandlingsforløb, der varer 24 uger.
I de første 16 uger deltager klienterne i individuel samtaleterapi og gruppeterapi 1 gang om ugen.
De næste 8 uger byder på et efterbehandlingsforløb, hvor man deltager i gruppeterapi 1 gang om ugen, og individuelle samtaler efter behov – typisk 1 gang hver 14. dag.
Før man bliver indskrevet, skal man til en indledende samtale, der afdækker ens motivation for at søge behandling, samt en screening for andre afhængigheder.
Her kan behandleren blive klogere på den enkeltes ønsker og hvilke eksterne faktorer der påvirker klientens aktuelle situation.
Er der en pårørende, der presser på, eller truet med at afslutte forholdet eller gå med børnene, og hvad har klienten af eventuel gæld, der skal håndteres?
Følelseshåndtering
Når selve behandlingen går i gang, fortæller Malene Uhre at klienterne tit bliver overraskede.
”Behandlingen handler meget om hvordan man håndterer sine følelser, svære situationer og tanker,” forklarer hun.
”Vi arbejder i virkeligheden med at man kommer til at leve et liv man er tilfreds med og som man længtes efter og fortjener. Så der er mange der kommer ind og finder ud af at det ikke handler så meget om spil det her, men det handler om alt andet.”
Kombination af metoder i behandlingen
Malene Uhre er uddannet rusmiddelbehandler og psykoterapeut og anvender derfor en kombination af metoder, som også kendes fra andre former for rusmiddelbehandling, herunder motiverende samtaleterapi samt kognitiv og emotionsfokuseret terapi.
”Afhængigheder handler meget om følelseshåndtering. For mange er de svære følelser i det relationelle, i konflikter, når man føler sig afvist og ikke god nok, og for rigtig mange handler det også om ensomhed og kedsomhed,” forklarer hun.
”Når de føler sig ensomme, går de paradoksalt nok hjem og isolere sig, og sidder og spiller. Men det bliver man som regel meget mere ensom af.”
Højrisikosituationer
Uhres arbejde består derfor i at hjælpe klienterne til at identificere såkaldte højrisikosituationer, og hjælpe dem til at udvikle nye strategier til at håndtere disse situationer.
For mennesker der lider af spilafhængighed, er det ofte en højrisikosituation, når lønnen kommer ind på kontoen d. 1. hver måned, og regningerne skal betales.
Hvis man er bange for, at man ikke har nok penge til at klare sig igennem måneden, opstår der ofte en irrationel tanke, hvor man tror at man skal spille for at vinde penge til at betale sine regninger, fortæller Uhre.
Men fordi spillene er indrettet, så huset altid vinder til sidst, ender klienten altid med at tabe en masse penge. Selv hvis de vinder undervejs, ender de med at spille denne gevinst op igen.
Den tænkende hjerne lukker ned
”Når man er i en krise, eller føler sig presset og stresset, lukker den tænkende hjerne ned. Når vi kører på autopilot, er vi ikke særligt gode til at konsekvensberegne, og her gør vi ofte brug af gamle overlevelsesstrategier,” forklarer hun.
En del af behandlingen går ud på sammen med klienterne at finde de højrisikosituationer og advarselstegn, der ofte kommer før man begynder at spille.
”Jo bedre vi er til at kende advarselstegnene og være opmærksomme på hvornår vi skal passe ekstra godt på os selv, jo bedre kan vi blive til at udvikle nye strategier.”
Gældsrådgivningen
Fordi ludomani er en afhængighed, der handler om penge, adskiller behandlingen sig også ved at mange får hjælp til at håndtere økonomien.
Det kan foregå ved, at en pårørende får adgang til at kigge med ind over kontoen, eller at alle pengene automatisk bliver overført til budgetkontoen når lønnen kommer ind, så regninger bliver betalt direkte derfra.
Andre sender alle deres penge til et pårørende, som bagefter mobilepayer dem små beløb.
Når en klient søger hjælp til deres spilafhængighed, har de ofte allerede ophobet sig en stor gæld. I behandlingen kan de derfor få tilbudt en gældsrådgiver.
”Mange oplever den her uoverskuelighed med at det vælter ind i e-Boksen med inkasso opkrævninger. En gældsrådgiver kan her hjælpe med at få overblik over hvilke lån man har taget, og lave en plan for hvordan de bedst kan afvikles,” fortæller hun.
Få hjælp allerede i dag
Står du over for udfordringer med afhængighed? Kontakt AlfaRehab i dag, og lad os sammen finde de bedste løsninger, der passer til dine behov.
Ring helt uforpligtende, eller send os en besked her.
Gruppeterapi
Det gruppeterapeutiske forløb hos Alfa Rehab veksler mellem foredrag og gruppesamtaler ud fra bestemte temaer.
”Vi laver meget gruppeterapi, fordi vi mennesker ligner hinanden på rigtig mange punkter, og der er så meget læring i et rum hvor vi kan spejle os i hinanden og give støtte. Der sidder er helt rum fyldt med eksperter. Hvis man tager et emne op, så stiller de andre spørgsmål, og man snakker nye håndteringsstrategier,” fortæller Uhre.
Selvom mange af de klienter Uhre møder er lidt skeptiske i starten over at skulle sidde og tale åbent i en gruppe, ender de fleste med at sætte pris på det.
Man er ikke alene
”Det fjerner noget skam, det, at man finder ud af, at man ikke er alene. At se, at der er andre mennesker, der faktisk gennemgår de samme følelser, og reagerer på samme måde. Det fjerner noget af skylden og skammen, fordi, når man kaster lys på skammen, har den det med at forsvinde langsomt,” forklarer hun.
Samtidig giver gruppen mulighed for at opbygge et netværk, hvor man kan støtte hinanden i svære situationer. Det kan være en stor ressource at kunne ringe til og tale med andre, der forstår ens situation, når man føler sig alene og har brug for støtte.
Det er særligt vigtigt for dem, der ikke har et stort socialt netværk uden for behandlingen.
Læs også: Ludomani – det skjulte misbrug
Gratis opfølgende samtaler
Ligesom med andre afhængigheder, vil nogle spilafhængige opleve et eller flere tilbagefald gennem livet. Derfor har AlfaRehab introduceret 3 gratis opfølgende behandlingssamtaler, som alle der har været igennem forløbet kan vælge at benytte sig af, hvis det skulle blive nødvendigt.
”Vi er især glade, når folk gør brug af det, før det går galt. Når de kan mærke, at nu står jeg i en krise eller vanskelig situation, og jeg kan mærke at min spillefrihed er truet, og jeg kan mærke at nu skal jeg passe rigtig godt på mig selv.”
Det viser nemlig, at de har forstået at tilbagefald ikke opstår i det øjeblik hvor man spiller igen, men når man har det svært og begynder at ty til de gamle, dårlige overlevelsesstrategier.
”Så har de virkelig lært noget, for her kan de få en hånd i ryggen til at komme igennem en vanskelig situation. Det er der rigtig mange der benytter sig af, og det bliver jeg virkelig glad for, fordi det viser at de har lært at passe på sig selv og bede om hjælp, og når de kan det, så kan man sgu stå igennem rigtig mange svære situationer,” fortæller Malene Uhre.
Hun mener, at man som afhængig skal udvikle to super powers:
”Det ene er, at man skal være sådan lidt Lucky Luke agtig, hurtigere end din egen skygge, og den anden er at man skal kunne kigge om hjørner.”
Man skal blive hurtigere end sin afhængighed og gamle håndteringsstrategier, så man bedre kan forudse svære situationer der kan opstå i fremtiden.
Og så skal man blive dygtig til at planlægge i god tid, så man er forberedt på at komme godt igennem de svære situationer.
Hvis man kan lære at mestre disse to super powers, er man godt klædt på til at genfinde det gode liv, fri fra afhængighedens kvælende tag.
Send os en besked
Skriv til os i vores kontaktformular, og vi svarer hurtigst muligt (gerne inden for 12 timer).
Kan du ikke vente på svar, er du altid velkommen til at ringe til os døgnet rundt på telefon 35 35 35 81.