Jeg følte mig aldrig god nok

Han er uddannet slagter og har hang til levende lys. Han er spirituel, nyder stilheden og kan hygge om sig selv samtidig med at han har været afhængig af kokain i mange år. Han tror selv, at hans bløde hjerte har holdt ham væk fra nogle slemme ting, men samtidig blev stofferne også en hjælp til ikke at mærke de mange følelser.

Af: Nicola Voss

Der er kun en vej og det er fremad

”Benn ser noget i mig som jeg ikke selv ser endnu.” Ordene kommer fra Bjørn. Bjørn er funktionel hjemløs og bor på et af AlfaRehabs stoffri herberger.

Benn er lederen af herbergerne og det er ham, der lod Bjørn vende tilbage til et af herbergerne efter han på et tidspunkt faldt i og tog et tilbagefald mens han boede der:

”Jeg lagde mig fladt ned og flyttede. Det skal man jo. Men efter ti dage som clean, kom jeg tilbage og snakkede med Benn. Man er ikke bare en klient eller en borger. Det er meget menneskeligt og de ansatte hjalp mig med at lægge en plan for min fremtid. Jeg fik lov at flytte ind her på Roskildevej og her er meget rarere end de andre steder. Nu har jeg været clean i 3 måneder og det har været de vildeste tre måneder. Min mor døde i tirsdags, men jeg har lært, at de ting der er svære at være i, nok skal blive gode igen. Man skal bare give det tid,” fortæller Bjørn.

Hans hverdag består lige nu af møder på Alfa, NA-møder, samvær med gode venner og ikke mindst, samvær med hans syvårige datter:

”Der er kun en vej og det er fremad. Jeg tager det hele et skridt ad gangen. Jeg får det ik’ bedre af at tage noget. Det ved jeg. Jeg har kæmpet al for meget de sidste tre mdr. Det må ikke bare smides væk,” siger Bjørn.

Følelsen af ensomhed

Bjørns livshistorie er kort fortalt en historie om at vokse op på vestegnen. Om ikke at føle sig god nok. Om at være blød indeni, om stress og pres og om flugten fra al det, der gør ondt.

”Min historie er jo fortalt før,” siger han selv kortfattet.

Som 13 årig prøvede Bjørn amfetamin, men blev ifølge ham selv, mærkelig af det. Som 15-årig kom han i lære som slagter og fandt ud af at kokain gav ham en ro og en glæde:

”Man kan sige, at jeg selvmedicinerede mig. Jeg brugte det til at lukke mine følelser ned. Derhjemme følte jeg mig aldrig god nok og på arbejdet var miljøet meget hårdt og stresset. Jeg prøvede at passe ind, men jeg passede aldrig ind nogen steder. Jeg følte mig altid alene.”

I dag er Bjørn 35 år og selvom han flyttede hjemmefra som 18-årig, var det først i for et par år siden, at han fik sit eget sted at bo. I dag har han en lejlighed, men er funktionel hjemløs. Det betyder, at han har en lejlighed som han ikke kan opholde sig i. Derfor bor han på et af Alfas herberger :

”Jeg har boet med veninder, kærester og lejet et værelse, men jeg har aldrig haft mit eget. Det var først i 2020 at jeg fik mit eget, og der var min datter fire 4 år gammel.”

Og netop datteren har meget at skulle sige i Bjørns recovery: ”Jeg har et ansvar i at hun ikke får samme barndom som mig. Jeg tænker nogle gange at bare vi har hinanden, så går det,” siger Bjørn.

Døgnbehandling og en sparegris

Når Bjørn er sammen med datteren er der visse ting han prioriterer højt:
”Jeg er meget nærværende og jeg fortæller hende altid hvor smuk hun er og hvor god hun er. Jeg roser alle de egenskaber hun besidder. Det er helt bevidst,” siger han og forklarer, at sådan var det ikke, da han selv var barn:

”Min mor knoklede og arbejdede meget. Min far var på værtshus og sov til middag og er generelt den gamle skole. Ikke noget med at sige jeg elsker dig og sådan noget.”

Derfor siger Bjørn det glædeligt til hans egen datter. Og at datteren nyder faderens selskab, kom tydeligt til udtryk, da Bjørn sidste sommer valgte at tage i døgnbehandling:

”Jeg tog væk i sommer og sagde, at jeg skulle væk, så jeg kunne få det godt og blive en glad og god far. Og så svarede hun, at jeg måtte få hele hende sparegris og alle hendes penge, hvis bare jeg blev. Det gjorde ondt.”

Wellness-aftener og rummelighed

Heldigvis har Bjørn fået det meget bedre og datteren kommer fast på besøg hos ham:
”Jeg kan jo genkende mig selv i hende og vi har det bare sjovt sammen.”

Bjørn fortæller, at han og datteren både laver wellness-aftener og at de også har mange samtaler om rummelighed og accept.
”Vi tager ind til byen og kigger på mennesker og taler om hvor fedt det er at nogen tør se ud på en bestemt måde.”

Bjørn betegner sig selv som en blød fyr og med hang til hygge:

”Jeg behøver ikke have meget for at det er hyggeligt, men mine levende lys, de betyder meget for mig,” siger han ærligt og fortsætter:

”Jeg har aldrig været involveret med rockere, jeg tror det er fordi jeg er for blød. Jeg er altid enten blevet taget i røven eller altid skulle hjælpe andre. Jeg har været redder for mange, men har glemt mig selv.”

Forhastede beslutninger i mulighedernes land

I dag ved Bjørn, at han skal huske at fokusere på sig selv, men også at der er noget med tid og tillid:

”Det handler også om ikke at tage forhastede beslutninger. Så går det alt for let galt. Jeg skal hele tiden gøre mit bedste, tage ansvar og samtidig lade være med at prøve at kontrollere og styre alt. For det kan jeg jo ikke,” siger Bjørn.

Bjørn er i dag fleksjobber og håber, at kunne få en ansættelse via en gammel jobmentor.

”Tidligere har jeg ikke haft nemt ved at bede om hjælp, men jeg er begyndt at få øje på mine mønstre og jeg er langsomt begyndt at turde tro på, at jeg er det hele værd. Der er ting jeg ikke kan, men jeg har mulighederne. Jeg kan lære det. Jeg har derfor også muligheden for at gå tilbage til et lorteliv. I Danmark er der rigtig mange muligheder for at kunne gøre en masse ting. Så hvis du rækker hånden op og åbner munden er du langt fremme,” forklarer Bjørn.

Med Benn’s øjne

Og når man tvivler på sig selv, kan det nogle gange hjælpe, at se sig selv gennem en andens øjne.

For Bjørn er det fx gennem øjnene på lederen af herbergerne, Benn. Bjørn siger selv, at han tror Benn ser ham således:

”Jeg tror Benn ser mig som en kærlig og omsorgsfuld mand, der gerne vil gøre det bedre og som arbejder på at lære at elske mig selv. Jeg har jo hele tiden kunne det, det er bare det med at gøre det, der er lidt svært…,” indrømmer Bjørn og siger:

”Nu skal jeg række mig selv en hånd. Jeg er ikke mere end andre, men jeg er det hel værd. Nu jeg skal ville mig og mit liv,” fastslår Bjørn.