Jeg er blevet glad igen

Af: Nicola Voss

For ti måneder siden så Jesper tilfældigt et indslag i Go’Morgen Danmark. Det handlede om en mand, der havde drukket det meste af sit liv og nu var tørlagt.

Mandens historie mindede om Jespers. Faktisk så meget, at Jesper tænkte: ”Hvis han kan, så kan jeg sgu også.”

Samme dag fandt han nummeret til AlfaRehab og senere på dagen bad han sin bedre halvdel Anne om at hjælpe ham med at ringe.

”Jeg vidste, jeg havde brug for hendes støtte og hjælp og jeg er ikke så god til det med telefoner,” forklarer Jesper.

Afrusning og tålmodighed

Anne havde aldrig ført hørt Jesper sige, at han ville i behandling. Hun havde uden tvivl ønsket det. Og da han nu selv efterlyste det, vidste hun, at hun ikke skulle vente længe med at ringe. Skæbnen ville dog, at der gik rod i forbindelsen og parrets utålmodighed blev testet.

Heldigvis ikke mere, end at Jesper holdt fast i sin beslutning og sammen fik de arrangeret en 3-dages afrusning på hospitalet: ”Jeg kan ikke huske en skid fra det ud over at jeg sov hele tiden,” fortæller Jesper mens Anne nikker.

Hun husker til gengæld det hele – for som partner er processen akkurat ligeså nervepirrende, intens og transformerende som for den afhængige.

En ny hverdag

Efter afrusningen kom hverdagen. Den nye hverdag hvor Jesper pludselig skulle forholde sig til behandlere, gruppeterapi og nye vaner.

”Jeg kom ind til Alfa og Anne var taget med. Jeg havde brug for hende ved min side og heldigvis var det muligt.

Vi aftalte med min behandler, at jeg jo bare kunne komme med til det der gruppeterapi uden at sige noget,” forklarer Jesper. For det var, naturligvis, ganske angstprovokerende at stå ansigt til ansigt med sandheden, som han havde fornægtet i så mange år.

”Jeg opdagede, at det jo slet ikke var som i fjernsynet og selvom jeg ikke ville sige noget, er det jo mig, der taler hele tiden,” forklarer Jesper grinende.

Alfaer og det støttende bagland

Jesper fortæller, at han synes, der er et bestemt kendetegn ved alt det personale han har mødt på Alfa.:
”De er alle sammen sådan nogle rigtige ildsjæle. Det kan man bare mærke.”

Anne, sidder ved siden af Jesper og er enig. Hun fortæller, at hun er glad for at hun også fik lov til at være så stor en del af Jespers proces på Alfa. Vi mennesker er jo forskellige og nogle af os foretrækker støtten fra vores nærmeste.

På Alfa forstår vi dette og vigtigere endnu, så hylder behandlerne det stærke bagland, da det meste i livet nu engang er letter, når vi gør det sammen. Det gælder især livsomvæltninger.

Inkluderende behandling

Som alle andre, har Jesper fra start haft sin egen behandler hos Alfa.

Jesper kan kun sige rosende ord om hende og Anne tilføjer: ”Hun har også rummet mig og ringet og spurgt hvordan jeg havde det. Så den der inddragende måde har virkelig betydet meget,” forklarer Anne. For selvom Anne ikke ønskede at gå i pårørende terapi, har hun naturligvis også haft brug for nogen at tale med.

At være pårørende er overset svær position, men heldigvis fandt Anne sin vej i det. For det er jo det med kærlighed…
Når man er to, der vil hinanden, kan den ene ikke lægge livet om uden opbakning fra den anden. Det er parret et levende bevis på.

I medgang op modgang

For 12 år siden slog amors pil ned i Anne og Jesper. De kendte hinanden fra værtshuset, men det var til en demonstration for velfærd, eller manglen på samme, at de to gik derfra hånd i hånd.

Som med alle andre forhold har de naturligvis haft deres op og nedture, men parret benægter ikke, at Jespers alkoholforbrug var den største udfordring.

Som Anne siger: ”Jeg har ikke kørekort og hvis vi skulle noget, der krævede kørsel skulle det helst være kl. 09 om morgenen for Jesper står tidligt op og til frokosttid havde han allerede drukket for meget.”

En realitet der også begrænsede dem som mennesker, for parret elsker faktisk at være lidt fjollede og spontane.

Et nyt svar

Men alkoholen og livets ustabilitet havde fjernet meget af det sjove. Jesper prøvede at skabe glæde ved at fri til Anne igen og igen, men hver gang var svaret nej.

Indtil for 4 måneder siden. ”Jeg sagde ja, fordi den ægte Jesper, som jeg vidste var indeni ham og som jeg sådan længtes efter, endelig er kommet frem igen.” Anne griber ud efter Jespers hånd.

De står sammen om det her og da de blev gift for en måneds tid siden, var flere af deres nye venner fra Alfa da også med til brylluppet. En af dem var Henriette fra Alfas jobindsats.

Fast job med Alfas jobindsat

”Jesper gav mig lov til at se hans lægepapirer. De viste at han både har haft en blodprop i hjernen, en nedslidt ryg, dårlige knæ med mere.

Så der var jo nogle ekstra og helt naturlige skånebehov som jeg ville sikre mig blev tydeliggjort. Så jeg talte både med Jesper og Anne.

Og efter lidt tid fandt vi frem til STARK, hvor Jesper er i dag. Når hans flex-godkendelse går igennem, har de lovet ham, at der står et fast job og venter på ham,” fortæller Henriette.

”Jeg ville sgu ikke på førtidspension, så gammel synes jeg ikke jeg er, og det her er et rigtig godt job. Jeg laver alt muligt. De kalder mig vist vicevært,” forklarer Jesper stolt.

Grænser og selvindsigt

Inden da måtte Anne dog ringe til Henriette og spørge om det virkelig var rigtigt, at Jesper skulle sove så meget.

Der er nemlig altid en tilvænningsperiode og Jesper var trods stor entusiasme, måske lidt for god til at sige ja til lidt for meget.

Derfor er det også en gave at have en støttende partner med i processen, da det kan være ammer svært at sige ”det er for hårdt. Jeg magter ikke så mange timer.”

Derefter blev Jespers timeantal reduceret og i dag har de fundet en fin balance hvor Jesper er glad og tilfreds på arbejdet, men også når han kommer hjem så han også kan være der for sin Anne.

Glad og fri

Glæden over alle de succeser som Jesper selv har skabt siden han så det indslag i GO Morgen Danmark er tydelig.

Han siger selv:
”Jeg er blevet et meget gladere og friere menneske. Jeg er i gang med at lære mig selv af kende og det kan jeg faktisk godt li.”
Akkurat som hans kone tydeligvis er ret vild med den, han er.

Parret tog ikke på bryllupsrejse. I stedet købte de, ganske spontant, en lille kolonihave, som de nu nyder at være i og kunne tage ud til – lige når de vil.