Landsdækkende behandlinger
Rådgivning og hjælp 24/7 alle ugens dage
Vi hjælper flere hundrede personer årligt
Sundhedsfaglige behandlere
Lægekontoret hos AlfaRehab
Bag anden dør på højre hånd hos AlfaRehab på Sankt Kjelds Plads i København ligger der et lægekontor.
Her finder man Jakob Wedell-Neergaard, speciallæge i almen medicin. Han har arbejdet med rusmiddelbehandling igennem de sidste seks år og har i dag det overordnede lægelige ansvar hos AlfaRehab.
Det sundhedsfaglige hold hos AlfaRehab består af læger, sygeplejefagligt personale og et tværfagligt udkørende team, som tilsammen løser en bred vifte af opgaver inden for rusmiddelbehandling. De hjælper udsatte borgere med at stabilisere deres misbrug, afruser mennesker med mange års afhængighed og tilbyder understøttende behandling, som kan afhjælpe problemer som søvnbesvær og uro under behandlingen.
Behandlingen sker ofte i tæt samarbejde med andre dele af sundhedsvæsenet, herunder almen praksis, psykiatrien og kommunale tilbud. Det er afgørende for at sikre sammenhæng i borgerens forløb og håndtere både de medicinske, psykiske og sociale problemstillinger, som ofte følger med en rusmiddelafhængighed.
For personer med opioidafhængighed er substitutionsbehandling en central del af tilbuddet hos AlfaRehab.
Medicin mod opioider
”Substitutionsbehandling er en evidensbaseret behandling af opioidafhængighed. Her erstatter man illegale opioider – eksempelvis heroin købt på gaden – med et lovligt og langtidsvirkende lægemiddel som buprenorphin,” forklarer Jakob.
Buprenorphin virker ved at binde sig til de samme receptorer i hjernen som heroin og andre opioider, men på en mere kontrolleret måde. Det dæmper abstinenser og trang uden at give den samme rus. Samtidig har lægemidlet en indbygget loftseffekt, hvilket betyder, at risikoen for overdosis er væsentligt lavere end ved mange andre opioider.
Fordi buprenorphin binder sig meget stærkt til opioidreceptorerne, blokerer det desuden effekten af andre opioider. Det giver borgeren stabilitet og ro og dermed mulighed for at rette fokus mod andre vigtige områder i livet, fortæller Jakob.
“Formålet er at stabilisere borgerens tilstand og derigennem reducere abstinenser og trang, mindske risikoen for overdoser og samtidig reducere sygdom og kriminalitet, som kan følge i kølvandet på et alvorligt rusmiddelproblem,” siger han.
En væsentlig del af det lægefaglige arbejde handler også om risikostyring. Behandlingen skal tilrettelægges, så den i sig selv ikke indebærer unødige risici – særligt i opstartsfasen og hos borgere med blandingsmisbrug eller samtidig brug af alkohol og beroligende medicin.
Når trangen aftager, får borgeren bedre forudsætninger for at arbejde med både psykiske, sociale og sundhedsmæssige udfordringer, som er helt centrale dele af behandlingen. Substitutionsbehandling indgår derfor som en del af en helhedsorienteret indsats, hvor der arbejdes med borgerens samlede livssituation.
Grundig lægelig vurdering
Inden man starter i substitutionsbehandling, bliver borgeren altid set grundigt igennem af en læge. Det handler blandt andet om en almindelig helbredsundersøgelse, hvor der lyttes på hjerte og lunger, mærkes på maven og undersøges, om der er forhold, som kræver særlige hensyn, før behandlingen går i gang. Formålet er at sikre, at behandlingen bliver så tryg og sikker som muligt og tilpasset den enkelte.
“En del af de mennesker, jeg møder, har levet under forhold, hvor de har været nødt til at navigere i betydelige risici. Det kan handle om udsathed i forhold til seksualitet, rusmiddelbrug og smittefare. Derfor er det vigtigt, at behandlingen også rummer opmærksomhed på de sundhedsmæssige konsekvenser, der kan følge med.”
Der ses også ofte alvorlige fysiske følgesygdomme som leversygdom, infektioner, kroniske lungelidelser eller hjertesygdom. Det understreger behovet for, at substitutionsbehandling er solidt forankret i lægefaglig vurdering og opfølgning.
“Derefter handler det om at få en fornemmelse af, hvor borgeren er henne i livet, og hvordan vi bedst kan tilrettelægge et sikkert behandlingstilbud, der passer til netop deres situation. Vi ser blandt andet på, hvilken medicin der er relevant, hvor meget der skal gives, og hvor hurtigt man eventuelt skal trappe op eller ned – og ikke mindst på, hvad borgeren selv håber at få ud af behandlingen. Det handler om at møde borgeren dér, hvor de er, og sammen finde ud af, hvordan vi hjælper bedst,” understreger han.
Når Jakob har foretaget den lægefaglige undersøgelse og samtalen med borgeren, udarbejder han en behandlingsplan og ordinerer medicinen. Herefter overtager det sundhedsfaglige personale den fortløbende behandling.
En stor del af borgerne har samtidig psykiske lidelser som angst, depression eller traumer. Substitutionsbehandlingen skaber ofte den nødvendige stabilitet, men må i mange tilfælde suppleres med psykiatrisk vurdering og behandling for at give et varigt resultat.
Borgeren afhenter og indtager sin medicin hos AlfaRehab – typisk en til to gange om ugen – eller modtager medicinen i eget hjem, hvis vedkommende er indskrevet i udkørende behandling.
Få hjælp allerede i dag
Står du over for udfordringer med afhængighed? Kontakt AlfaRehab i dag, og lad os sammen finde de bedste løsninger, der passer til dine behov.
Ring helt uforpligtende, eller send os en besked her.
Gode resultater
Når substitutionsbehandlingen lykkes, ser man ofte meget stærke resultater, fordi den giver borgeren stabile og trygge rammer. Trangen og behovet for at skaffe illegale stoffer forsvinder, og der opstår et rum, hvor borgeren kan begynde at arbejde med både sociale og psykiske problemstillinger – ofte med den nødvendige støtte omkring sig.
På et overordnet plan betyder det markant færre overdoser, reduceret dødelighed og mindre kriminalitet, mens det for den enkelte borger fører til et bedre fysisk og psykisk helbred. Det er store gevinster – både menneskeligt og samfundsmæssigt.
For nogle borgere er målet at trappe helt ud af substitutionsbehandlingen. For andre handler det om stabilitet og livskvalitet, også selvom behandlingen bliver langvarig. Set fra et lægefagligt perspektiv er det vigtigste ikke tempoet, men sikkerheden og den langsigtede holdbarhed i behandlingen.
Opioidafhængighed rammer bredt
Substitutionsbehandling er primært målrettet personer med en længerevarende opioidafhængighed. Den anvendes ofte, når forsøg på stoffri behandling ikke har haft tilstrækkelig effekt, eller når risikoen for den enkelte vurderes at være for høj – for eksempel i forhold til alvorlig sygdom, overdoser eller social deroute, forklarer speciallægen.
Samtidig understreger han, at der ikke findes én entydig målgruppe. Opioidafhængighed rammer i dag meget bredt.
“Vi har ganske vist en overrepræsentation af socialt udsatte mennesker, som over tid har levet under risikofyldte forhold. Men vi møder også mange andre – både unge og ældre, mennesker med arbejde og familie – som er havnet i en afhængighedsproblematik og har brug for professionel hjælp til at komme ud af den,” siger han.
For nogle drejer det sig om mange års afhængighed og et ønske om varig forandring. For andre, herunder yngre mennesker, handler det om at få hurtig og målrettet hjælp til at blive stoffri.
Her peger Jakob på den bekymrende tendens, at han i dag ser stadig flere unge der udvikler opioidafhængighed.
Forskellige målgrupper
Substitutionsbehandling omfatter ikke kun borgere med en klassisk misbrugsproblematik. Tilbuddet anvendes også til personer, som har udviklet afhængighed som følge af længerevarende smertebehandling med opioider – for eksempel efter en alvorlig skade eller ulykke.
I disse tilfælde er der ikke nødvendigvis tale om et misbrug i traditionel forstand, men om en medicinsk afhængighed, der er opstået som led i en nødvendig behandling.
“Det er mennesker, som i nogle tilfælde vil have et livslangt behov for smertestillende medicin,” forklarer Jakob. “Og nogle af dem modtager deres behandling i regi af rusmiddelbehandlingen, fordi det netop er her, der findes særlig viden om sikker dosering, tæt opfølgning og håndtering af afhængighedsskabende medicin.”
Han peger samtidig på, at rusmiddelbehandlingen kan tilbyde en ramme, hvor både smertelindring, afhængighed og de sundhedsfaglige risici håndteres samlet. For mange i denne gruppe er det afgørende for at opnå stabilitet – og for at blive mødt uden stigmatisering, men med forståelse for deres samlede situation.
Ønsker du behandling derhjemme?
Vidste du, at du faktisk kan modtage din behandling der hvor du føler dig bedst tilpas?
Det kan være i dit eget hjem, på din arbejdslads eller et helt 3. sted.
Kvaliteten af din behandling er den samme som hvis du kommer til ét af vores behandlingscentre.
Send os en besked
Skriv til os i vores kontaktformular, og vi svarer hurtigst muligt (gerne inden for 12 timer).
Kan du ikke vente på svar, er du altid velkommen til at ringe til os døgnet rundt på telefon 35 35 35 81.